Jammerbugt FC Tipsdysten

Top 3 inden 9. runde:
7 rigtige - Revisionshuset Tal & Tanker
6 rigtige - Tømrermester Kristian Madsen
5 rigtige - Hos Banen

Se tippernes bud på kommende kamp mod Marienlyst her

Facebook

Ahlmann hattrick i målfest på Fyn

DSC_0008.jpg
12-06-2016

Af Thomas Jansen

Det endte i lidt af en målfest, da Jammerbugt FC i weekenden havde taget turen til Fyn for at møde FC Svendborg i forårets sidste udekamp.

3-3 stod det på måltavlen efter de 90 minutters fodbold og undervejs lykkedes det Jammerbugt FC at komme tilbage i kampen hele tre gange.

I de seneste kampe har defensiven ikke lukket meget ind hos Jammerbugt FC, men lørdag sneg sig et par fejl ind hos det meget unge mandskab. Det kostede mål, og så tænkte de to hold i det hele taget mere fremad banen i denne kamp. FC Svendborg skulle frem og have point, mens Jammerbugt FC havde muligheden for at spille mere frit fremover stepperne, efter at have sikret sig overlevelse ugen før.

- Som træner er det aldrig sjovt, at se sit hold lukke tre mål ind. Vi har været stærke defensivt på det seneste, men i dag var Svendborg tvunget frem på banen, mens vi selv nok også tænke mere offensivt, lød det fra cheftræner Martin Pedersen som reaktion på de mange mål.

Det første mål kom allerede efter seks minutter, hvor den blå defensiv var lidt passiv i sin venstre side. Det gav plads til en indlæg, som efterfølgende blev headet flot i mål.

Bagude 1-0 gav Jammerbugt spillerne ikke op, og inden der var spillet et kvarter stod det 1-1. Udligningen var resultat af et virkelig flot angreb, hvor Christian Rye, Michael Nielsen, Nicklas Sørensen og sidst men ikke mindst målscorer Viktor Ahlmann med flotte kombinationer, god bevægelse og hurtige præcise pasninger, spillede sig igennem Svendborg defensiven. Et flot mål fra en sprudlende offensiv.

Værterne svarede imidlertid igen. Det blev 2-1 lige før den halve time. Jammerbugt blev afdriblet i sin højre side og herfra blev bolden sendt på tværs i feltet og derfra i mål. De blåblusede lod sig heller ikke slå ud denne gang. Efter 31 minutter blev der udlignet på ny.

Et indlæg blev sendt ind fra Jammerbugt FC’s højre side. Svendborg keeperen forsøgte at afværge situationen, men blev presset godt af Thomas Hansen, som dermed skabte en chance for Viktor Ahlmann, der havde placeret sig rigtigt i feltet. Ahlmann scorede sikkert.

Nu nærmede pausen sig efter hæsblæsende første 45 minutter, men inden pausefløjtet var der tid til endnu en scoring. Denne gang fra 11-meter pletten. På ny var der passivitet at spore hos Jammerbugt FC defensiven. En bold blev sendt i feltet og i den efterfølgende duel, endte det med et straffespark til Svendborg. Det scorede værterne på og dermed kunne de gå til pause med en føring på 3-2.

I anden halvleg fortsatte det gode offensive spil, mens de defensive organisationer blev stabiliseret. Der var dog plads til endnu et mål, og det kom til Jammerbugt FC. Det var Jan Rasmussen som susede ind i Svendborg feltet og blev nedlagt. Straffesparket scorede Jammerbugt FC sikkert på. 3-3 og straffesparkskytten, Viktor Ahlmann, havde sikret sig et flot hattrick, mens Jammerbugt FC havde sikret sig et point i sæsonens sidste udekamp.

- Vi lavede et par småfejl i defensiven i dag og det kostede mål. Men vi er et meget ungt hold og vi vil lære af det. Offensiven må jeg rose meget i dag. Vi var virkelig godt kørende og spiller os til flere chancer end de tre, vi scorede på. Så det var en undeholdende kamp, hvor de to defensiver ikke var helt på plads, men hvor begge hold ville noget frem ad banen, forklarede Martin Pedersen og tilføjede;

- Det er også på sin plads at rose Kristian Vestergaard Nielsen, vores U19 træner. Kristian var med i dag og havde flere spillere på holdkortet. Kristian, og talentafdelingen i det hele taget, gør et super stykke arbejde, og der er er virkelig meget spændende potentiale i klubben.

Med det ene point på Fyn er der nu kun en enkelt kamp tilbage denne sæson. Den spilles kommende lørdag på hjemmebane mod AB Tårnby.

FC Svendborg – Jammerbugt FC: 3-3 (3-2)
06’ 1-0 Jesper Christiansen, Svendborg
14’ 1-1 Viktor Ahlmann, Jammerbugt FC
26’ 2-1 Nikolaj Mørck, Svendborg
31’ 2-2 Viktor Ahlmann, Jammerbugt FC
44’ 3-2 Jesper Christiansen, Svenborg (straffe)
80’ 3-3 Viktor Ahlmann, Jammerbugt FC (straffe)