Facebook

Ahlmann klar på endnu en sæson i den blå trøje

Ahlmann-web.jpg
27-06-2017

Af Thomas Jansen

Jammerbugt FC og Viktor Ahlmann er efter et vellykket forår blevet enige om at forlænge samarbejdet med endnu et år.

Viktor Ahlmann har haft en god halvsæson i Jammerbugt FC, hvor seks scoringer var med til at sikre klubben endnu en sæson i 2. division. Nu er den unge angriber klar til at gøre sit til at klubben kravler op i den sjove ende af tabellen i den kommende sæson.

- Det har været et rigtig fint halvår, hvor vi fik hentet mange point og heldigvis fik reddet os, opsummerer Viktor Ahlmann kort om sit andet ophold i Jammerbugt FC, inden han begrunder sin beslutning om at fortsætte.

- Jeg har været glad for at spille under Lars Justesen, og han har fået lysten til at spille fodbold frem i mig igen. Nu har jeg haft et par rigtig gode samtaler med Bo Zinck, og han fik mig hurtigt overbevist om, at jeg skal tage et år mere i de blå farver, forklarer Ahlmann og understreger at han ser en positiv udvikling på holdet, en udvikling han gerne vil bidrage til og være en del af.

- Nu har jeg været i Jammerbugt FC over to omgange og begge gange i nedrykningsspillet, så nu kunne det være sjovt, at prøve det oprykningsspil, hvilket egentlig også er hvad jeg forventer, vi kan. Det bliver spændende, lyder det fra Viktor Ahlmann, der selv meget vel kan få en central rolle i forhold til at lykkes med den målsætning.

- Viktor er en stor profil for os, men også i 2. division generelt. Han har erfaring fra højere niveau og er en dygtig og ikke mindst målfarlig angriber, og så har han fundet sig til rette i Jammerbugt FC. Så jeg er meget glad for at Viktor har valgt at fortsætte. Han bliver uden tvivl vigtig for os inde på banen, men også udenfor, hvor han også bidrager positivt til det sociale aspekt i truppen, fortæller Jammerbugt FC cheftræner Bo Zinck, som med Ahlmann forlængelsen nu også har en vigtig del af holdets offensive kræfter på plads.