Facebook

Alsidig spiller styrker Jammerbugt FC truppen

SpillertroejeFrontCloseup.jpg
06-07-2017

Af Thomas Jansen

Jammerbugt FC har hentet endnu en forstærkning i Vejgaard Boldspilsklub i form af 22-årige Mads Steffens, som har lavet en 2-årig aftale.

Mads Steffens, der er dækker positioner som både back, kant og offensiv midt, er vokset op i FC Midtjyllands ungdomsafdeling og har siden været i Ringkøbing IF, Kjellerup IF og senest Vejgaard Boldspilsklub. Nu er den alsidige spiller klar til at tørne ud for Jammerbugt FC.

- Jeg havde en god snak med Bo Zinck, som fortalte om klubbens ambitioner, der stemmer overens med mine egne. På baggrund af denne samtale var det ikke nogen svær beslutning. Jeg ønsker at komme til et mere professionelt miljø, hvor jeg gennem den daglige træning kan udvikle mig i den rigtige retning. Det får jeg i Jammerbugt FC, lyder det fra den glade og forventningsfulde nye Jammerbugt FC spiller, der trods sommerferien tripper for at komme i gang.

- Jeg forventer, at vi som hold kommer med i oprykningsspillet samt at vi bygger på den positive udvikling. Derudover vil jeg bare gerne spille så mange kampe som muligt og hjælpe holdet mest muligt, i takt med jeg også selv bygger på min egen udvikling, fortæller Mads Steffens.

For Jammerbugt FC cheftræner Bo Zinck var det heller ikke nogen svær beslutning af tilbyde en Jammerbugt FC trøje til Mads Steffens, der har både har erfaring og udviklingspotentiale.

- Mads er en dygtig ung spiller, som samtidig har stor divisionserfaring og derudover er uddannet på FC Midtjyllands akademi. Der er med andre masser af kvaliteter, forklarer Bo Zinck og uddyber;

- Mads er en teknisk stærk allroundspiller, som er skolet rigtig godt og jeg er sikker på, at han kommer for at sætte sig på en plads i startelleveren. Så vi får god konkurrence om pladserne og det kan være med til at flytte os i den rigtige retning. Det vil Mads uden tvivl bidrage positivt til.

Mads Steffens er bosiddende i Aalborg og er netop færdiguddannet som handelsøkonom.