Jammerbugt FC Tipsdysten

Top 3 inden 16. runde:
10 rigtige - Revisionshuset Tal & Tanker
10 rigtige - Tømrermester Kristian Madsen
10 rigtige - Garant Brovst

Se tippernes bud på kommende kamp mod Skovshoved IF her

Facebook

Ambitioner og sammenhold intakt

Blokhus FC - WEB nyhed.jpg
25-01-2010

På baggrund af dagens medieomtale omhandlende den aktuelle situation i Blokhus FC, understreger sportsdirektør Ole Nielsen og Blokhus FC anfører Peter Tranberg på vegne af klubben og spillerne, at klubbens ambitioner og sammenhold er intakt.

Det er korrekt som den seneste medieomtale beretter, at Blokhus FC lige nu gennemgår en proces med tilpasninger. Der er dog tale om handlinger baseret på almindelig sund fornuft og derfor bør de også afdramatiseres.

Da eliteoverbygningen Blokhus FC blev etableret for nu ca. halvandet år siden, blev det præsenteret som et særdeles ambitiøst projekt og det er lige nøjagtig hvad det er. Det er der ikke ændret på og det vil heller ikke blive ændret. Projektet fejler ingenting, men man kan tale om, at timingen for projektets søsætning har været uheldig. Det har kollideret direkte med finanskrisen, hvor virksomheder og dermed nuværende og potentielle sponsorer forståeligt har været meget påpasselige og afventende med investeringerne. Disse forhold kan ikke undgå at påvirke et projekt som dette. Et kig omkring i fodboldens verden afslører, at dette er virkeligheden lige nu.

Derfor må vi også se virkeligheden i øjnene, tilpasse os den aktuelle situation og arbejde derudfra. Det er hverken kaos eller krise, men almindelig sund fornuft. Konsekvensen er først og fremmest, at vi har tilpasset vores spillertrup. Det betyder, at bredden i truppen nu er tilsvarende de øvrige klubber i 2. division, hvor den tidligere har været bredere end de fleste.

Det er derfor ikke så dramatisk som det gøres til, men selvfølgelig betyder det noget. Det betyder blandt andet, at truppen nu mere end tidligere vil være sårbar overfor eksempelvis skader. Derfor er der også forståelse for nogle spilleres frustration, som vi tolker som værende rodfæstet i en vilje til at ville vinde. Der ville til gengæld være bekymring hvis spillerne var ligeglade. Det er de ikke og det skal vi nu vende til noget positivt.

Henning viser rette indstilling
I modgang er det reaktionen, som er afgørende for hvordan vi kommer ud på den anden side. Stikker vi halen mellem benene eller har vi format til at stå sammen og give den en ekstra indsats både på og uden for banen. Vi er sikre på, at vi har hvad der skal til for at gøre sidstnævnte. Henning Pedersen er et rigtig godt eksempel på dette.

Henning har, ved at sige ja til at træde til som cheftræner det næste halve år, også sagt ja til at give den en ekstra skalle. Henning er gået forrest og det har vi stor respekt for, hvilket vi også forventer spillerne har. Fokus skal nu vendes mod starten på forårssæsonen, hvor vi skal stå sammen og kæmpe for hinanden mod det fælles mål, som fortsat er at være med i toppen af rækken.