Facebook

Anfører Christian Rye fortsætter i den blå trøje

Christian_Rye_forlaenger_web.jpg
23-10-2018

Af Thomas Jansen

Selvom årsskiftet fortsat er nogle måneder væk, er Jammerbugt FC i fuld gang med at sikre truppen til det nye fodboldår.  De seneste uger har både årets spiller og holdets topscorer forlænget aftaler, og nu gør anfører, Christian Rye, det samme.

Christian, der både stolt og passioneret bærer den blå trøje, ser frem til fortsat at skulle gå forrest, når den blå bølge skal i kamp i 2019.

- Der er flere faktorer, der har spillet ind i forhold til min beslutning om at forlænge med Jammerbugt FC. Først og fremmest er klubben inde i en rivende udvikling, og det er et projekt, som jeg gerne vil være med til at gøre endnu mere spændende. Dernæst har jeg fået et stort ansvar både på- og udenfor banen i form af anførerrollen, som jeg trives godt med. Endelig er det nogle gode gutter, vi har i truppen, så det er altid en fornøjelse at komme til træning. Så der er mange plusser ved at spille i Jammerbugt FC i øjeblikket, forklarer anføreren, som er fyldt med ambitioner om meget mere i sin fodboldkarriere.

- Jeg har en klar ambition om at komme til at spille 1. division inden for den nærmeste fremtid, og jeg håber og tror på, at det bliver med Jammerbugt FC, lyder det bestemt fra Christian Rye, inden han fremhæver den positive udvikling både han og klubben oplever.

- Personligt har jeg været inde i en god udvikling de seneste par år, hvilket også kan tilskrives den store tillid, som jeg har oplevet i Jammerbugt FC. Holdet er gået fra at kæmpe med den bagerste del i vandskorpen to år i træk, til nu, for andet år i træk, at være med i toppen af 2. division. Så det taler sit tydelige sprog, og holdets succes kan også tilskrives klubbens udvikling. Der er kommet fuldstændig styr på set up og faciliteter, og det har helt sikkert en positiv effekt på spillet på banen.

Det skinner tydeligt igennem, at Christian Rye trives i sin nuværende rolle og i Jammerbugt FC. Det er også noget, der bemærkes i trænerteamet, hvor cheftræner, Bo Zinck, glæder sig over at have sin anfører til rådighed, når forårets fodbold fløjtes i gang.

- Christian er min forlængede arm. Jeg bruger Christian meget i det daglige, og han er en meget vigtig person både på og udenfor banen. Han har store kvaliteter i sit spil, spiller altid med hjertet og med Christian får du altid en indsats. Det gælder både til træning og i kamp. Det er en god og vigtig forlængelse, fortæller Bo Zinck om sin kaptajn.

Kaptajn Christian, der har været i Jammerbugt FC siden 2016, fører tropperne ind til en vigtig topkamp den kommende weekend. Her møder Jammerbugt FC Skive IK på udebane.