Klik på de to links og følg stillingerne i forårets slutspil.

 

Oprykningsspil

 

Nedrykningsspil

Facebook

Anføreren giver en foreløbig status

Thomsen_goer_status_efteraar_2013.jpg
10-10-2013

Af Anne Lifland Kjær, erhvervspraktikant i Jammerbugt FC

Nu hvor over halvdelen af efterårssæsonen er spillet, er det tid til en første status. Jammerbugt FC ligger lige nu på en fjerdeplads. Jeg har spurgt anfører Nickolaj Thomsen om hans syn på sæsonen indtil nu.
 
- Efter en lidt pointmæssig træg periode er vi med 5 kampe uden nederlag og 3 sejre i træk, på rette spor. Vi ville dog gerne have været indenfor en tættere margin af topholdet Skive, så man i det mindste havde haft den gulerod at spille med om til foråret, men jeg tror ikke vi har haft så stærkt et hold på alle parametre de sidste 5 år, fortæller Nickolaj Thomsen, som er godt tilfreds, på trods af en svær periode i starten af sæsonen.
 
- Vi havde en svær periode efter 3. spillerunde med skader på centrale pladser, hvorfor vi ikke fik det udbytte pointmæssigt som vi havde håbet. Vi har hele tiden leveret på den spillemæssige front, men det ses bare desværre ikke af tabellen. Men set over sæsonen og vores niveau generelt, er jeg godt tilfreds, udtaler Nickolaj Thomsen.

Trods godt spil i størstedelen af kampene, mener Nickolaj der er områder, som bør forbedres.

- Det er en godkendt sæson indtil videre rent spillemæssigt. Men hvis vi skal tage de kritiske briller på, så har vi været en tand for ukoncentreret i begge felter. Selvom vi har scoret mål i de sidste 3 kampe, har vi manglet målene i andre kampe, hvor vi ikke har fået points. Ligesom jeg mener, vi trods sejre på det seneste har lukket for mange mål ind og givet for mange chancer væk. Skal vi drømme om at komme helt op blandt oprykningskandidaterne, så må og skal vi blive bedre på den front, slår Nickolaj fast.
 
Nye spillere bidrager positivt

Jammerbugt FC har optil sæsonen hentet flere nye spillere ind, og der er ifølge anføreren faldet godt til.

- Vi har fået nogle dygtige og flinke unge spillere ind, som på hver sin måde har bidraget positivt til fællesskabet. Især på banen har vi set eksempler på deres talent, senest med scoringer af Sonny og Sead. De unge spillere har ikke bare fyldt bredden, men har også været bærende spillere. Det er dog heller ingen hemmelighed at den unge generation af fodboldspillere ingen respekt har for de "gamle", som man havde førhen. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg er blevet tiltalt på en mindre flatterende måde af de unge, hvilket er helt uhørt set med mine gamle briller. Men det lærer man også som anfører at administrere, fortæller anfører Nickolaj Thomsen med smil på læben. Han mener de nye spillere har bragt en del til truppen.

- Potentialet i truppen har vel næppe været større end den er på nuværende tidspunkt. Vi kan ikke ønske os en bedre position end den klubben har opbygget på talentområdet. Vi har så mange dygtige trænere og ledere på alle hold i klubben, der på sigt kan vise sig guld værd. Vi skal i fremtiden være bedre til at sluse vores talenter ind på divisionsholdet så de unge kan få færten af tempoet og den fysiske del, så de bliver klædt bedst muligt på. Men jeg tror ikke at vi på nuværende tidspunkt kan tillade os at klage over klubbens flotte arbejde med spillere i alle aldre og på alle plan, mener Nickolaj Thomsen.
 
Målet for den resterende del af sæsonen

En ny kamp venter i weekenden for Nickolaj og de andre Jammerbugt spillere, og her skal der hentes flere point. Alle tre hvis det står til Jammerbugt FC angriberen, som ønsker at hente flest mulige resten af sæsonen.

- Vi har ikke officielt sat os nogle mål, men alle sportsfolk vil nok kunne nikke genkendende til at man altid ønsker at forbedre sig. Vi jagter altid perfektion og dermed flest mulige points. Så en stille bøn fra min side vil være at vi til nytår står med mindst ligeså mange points som vi gjorde på samme tidspunkt sidste år.

Nickolaj Thomsen og Jammerbugt FC løbene på banen igen lørdag d. 12. november kl. 15.00 i Odder.