Facebook

Assistenttræner håber holdet fortsætter, hvor det slap

JanRas.jpg
22-07-2018

Af Thomas Jansen

Det er lige på og hårdt for Jammerbugt FC's divisionstrup. For en uge siden blev første træningspas gennemført og nu venter allerede første testkamp.

Det er Holstebro, som kommer på besøg i Jammerbugt, så holdende kan få en kamp i benene på vejen mod sæsonstarten, der ikke er så langt væk endda.

- Første træningskamp er altid lidt speciel. Man skal lige have banket lidt rust af benene efter ferien. Men det er også en kamp, som man glæder sig til. Her begynder sæsonen rigtigt, forklarer Jammerbugt FC assistenttræner, Jan Rasmussen, ved en af den første træningsuges samlinger. Han har selv, som aktiv, været igennem mange sæsonforberedelser, så han ved hvad det handler om på dette stadie af sæsonen.

- Drengene har trænet godt og hårdt i ugen, og stort set alle er kommet tilbage i fin form, hvilket er helt fantastisk. Det viser virkelig, at drengene mener det, fremhæver Jan med et anerkendende nik og fortsætter;

- Vores generelle mål med kampen er at få nogle meter i benene, men også at få aktiveret vores interne mekanismer igen. Heldigvis står vi med en stort set identisk trup fra sidste sæson, så vi håber, at drengene hurtigt finder frem til det gode spil igen. Men alle der har prøvet at spille fodbold ved også, at det er svært at starte op igen, og finde fodfæste og det vante “touch” på ny. Så vores forventninger er klart på det fysiske og så arbejde med nogle små tiltag, vi godt kunne tænke at udføre som hold i den nye sæson. 

Det bliver som nævnt Holstebro, som står overfor Jammerbugt FC i den første træningskamp efter sommerferien, og selvom fokus primært er indad i en sådan dyst, så er der også gjort tanker om modstandermandskabet.

- Holstebro er en gammel kending af os, og jeg tror snart, vi har mødt dem i 3-4 kampe i opstarten henover årene. De er altid et godt spillende hold med rigtig gode spiller. De er et rutineret danmarkserie hold, der oftes altid er på vippen til 2. division, så det er klart en modstander, vi forventer en hård og god træningskamp, runder Jan Rasmussen af, inden første fløjt i forberedelserne til sæsonstarten lyder.

Jammerbugt FC møder Holstebro på hjemmebane mandag d. 23. juli kl. 19.00