Klik på de to links og følg stillingerne i forårets slutspil.

 

Oprykningsspil

 

Nedrykningsspil

Facebook

Assistenttræner på plads i Jammerbugt FC

DSC_0048.jpg
21-06-2017

Af Thomas Jansen

Jammerbugt FC kan til den nye sæson byde endnu et velkendt ansigt velkommen tilbage. Ligesom Bo Zinck vender hjem til rollen som cheftræner, så er der også gensyn med Kristian Vestergaard Nielsen, som skal være assistenttræner for divisionstruppen.

Kristian Vestergaard Nielsen har tidligere arbejdet en årrække i Jammerbugt FC som klubbens U19 træner, en tid hvor det også blev til samarbejde med netop Bo Zinck.

- Jeg har kendt Kristian i rigtig mange år og Kristian kender klubben godt. Dette kendskab er enormt vigtigt i forhold til det vi nu skal bygge op og det er med til at skabe en tryghed i samarbejdet. Kristian er også en arbejdsom og dygtig træner, som giver god sparring og han vil blive en værdifuld brik i det her projekt. Så jeg ser meget frem til at genoptage samarbejdet med Kristian efter sommer, fortæller Bo Zinck, som dermed har en vigtig brik på plads i sit trænerteam.

Kristian Vestergaard Nielsen har efter flere år som Jammerbugt FC U19 træner haft en lille fodboldpause de seneste to sæsoner og han ser nu frem til at vende tilbage til græsbanerne i Jammerbugten.

- Jeg kender Bo, klubben, og de øvrige trænere rigtigt godt, og så har jeg jo haft flere af divisionsspillerne i ungdomsårene. Det er helt klart en fordel i forhold til den begrænsede tid til indkøring her i den korte sommerpause, forklarer den kommende Jammerbugt FC assistent og uddyber sit valg om at vende tilbage til trænergerningen og Jammerbugt FC.

- Jeg har holdt fodboldfri, men set rigtig meget fodbold og nu bliver det rart igen at være mere involveret. Det lyder som et meget interessant projekt klubben nu har sat i værk, hvor der bliver endnu mere styring med tråden hele vejen ned igennem systemet og i det hele taget glæder jeg mig bare rigtig meget til at komme i gang, understreger den kommende assistenttræner.

Kristian Vestergaard Nielsen tilslutter sig trænerteamet og det øvrige Jammerbugt FC set up, når der tages hul på sæsonforberedelserne tirsdag d. 18. juli.