Facebook

Assistenttræner takker af ved årsskiftet

acedc80161bd1da99d7a5c92b0ea3519.jpg
23-10-2017

Af Thomas Jansen

Siden ankomsten i sommers har det nye trænerteam gjort et fantastisk stykke arbejde og senest er efterårets målsætning om en plads i forårets oprykningsspil indfriet.

Derfor har det heller ikke ligget i kortene, at der skulle være udskiftning i trænerteamet, men grundet arbejdsmæssige forhold har assistenttræner, Kristian Vestergaard Nielsen, efter grundige overvejelser valgt at lægge fodbolden på hylden.

- Det har været en overvejelse lige fra starten og jeg må nu konstatere, at der bare ikke er timer nok i døgnet til, at jeg kan få enderne til at nå sammen, forklarer Kristian Vestergaard Nielsen, som har været med til at bygge et stærkt set up for divisionstruppen.

- Jeg er glad for, at jeg prøvede det af og jeg vil også fortsætte for fuldt blus sæsonen ud. Det har været en stor fornøjelse at være en del af denne spillertrup og dette trænerteam, og jeg er virkelig glad for den vindermentalitet og kultur, vi har fået bygget op. Det har været en fantastisk udvikling at være en del af. Derfor er det også med vemod at jeg nu takker af, men jeg er samtidig fuldt ud afklaret omkring min beslutning, siger Kristian Vestergaard Nielsen, som efter 25 år i fodboldens verden nu vil have lidt mere ro på omkring job og familie.

Det er en beslutning Jammerbugt FC’s cheftræner, Bo Zinck, begræder, men samtidig har fuld respekt for.

- Kristian og jeg har et rigtig godt forhold til hinanden og det er naturligvis ærgerligt. Jeg er ked af at miste Kristian i teamet, men har samtidig fuld forståelse for Kristians beslutning. Kristian har været en stor del af den fremgang, vi har oplevet dette efterår, og han kan være stolt og fortjener et kæmpe stort skulderklap for sin indsats. Kristian vil altid være velkommen tilbage, fortæller Bo Zinck, som fortsat vil have glæde af Kristian Vestergaard Nielsen resten af efterårssæsonen.

Udover at være divisionsmandskabets assistenttræner har Kristian Vestergaard Nielsen for år tilbage også været træner i klubbens talentafdeling, hvor den erfarne træner også har bidraget stærkt til udviklingen, ikke mindst omkring U17 og U19 holdene.

Der skal fra klubbens side lyde en stor tak for den flotte indsats og et held og lykke fremover.

For Jammerbugt FC og cheftræner Bo Zinck arbejdes der nu på at finde en afløser på assistenttrænerposten og der forventes at være en afklaring inden årsskiftet.