Facebook

Astrup klar på at klø på

SoerenAstrup.jpg
15-10-2015

Af Thomas Jansen

Han går ikke af vejen for en nærkamp, og vinder de fleste han er med i. Den unge forsvarsspiller Søren Astrup er fyldt med gåpåmod, energi og styrke.

Netop det har den unge lokale spiller vist flere gange i dette efterår. Ikke mindst de seneste kampe, hvor den talentfulde spiller har været med fra start hos den blå bølge – og tilmed har vist stor modenhed og god form.

- I efteråret synes jeg personligt det har været en fremadgående og positiv proces, hvor jeg har udviklet mig meget. I starten blev det ikke til så meget spilletid, men de sidste par kampe, hvor har jeg startet inde, synes jeg personligt det er gået udmærket. Jeg har fortsat tænkt mig at arbejde hårdt og kæmpe videre, så det forhåbentligt bliver til endnu mere spilletid, fortæller Søren Astrup, der ligesom resten af truppen glæder sig særligt meget over den seneste sejr.

- Vi havde en dårlig periode, hvor der ikke var meget der gik vores vej. Så selvfølgelig var det dejligt med en sejr over Kolding. Det var en hård og intens kamp, hvor jeg mener vi havde de længste gode perioder i kampen. Jeg synes, at det er en fortjent sejr, vi får, forklarer Astrup.

Nu venter endnu en vigtig kamp forude for den unge energiske spiller. Endnu en finale. Det er weekendens udebanekamp mod Skovbakken IK. Formentlig en kamp med høj intensitet og knald på nærkampene, hvilket ikke skræmmer den unge Astrup.

- Jeg forventer det bliver en tæt kamp med en del duelspil, men hvor vi i flere længere perioder af kampen får bolden til at køre rundt. Hvis vi får vores spil til at køre, er jeg sikker på det bliver endnu en sejr til Jammerbugt FC, understreger den fysisk stærke forsvarspiller, smøger ærmerne op på ny lørdag d. 17. oktober kl. 13.00 i Skovbakken.