Klik på de to links og følg stillingerne i forårets slutspil.

 

Oprykningsspil

 

Nedrykningsspil

Facebook

Blokhus FC sejrede 3-2 efter et medrivende, og hektisk topbrag

Christian Overby.jpg
30-10-2010

(Foto: Christian Overby kåret til "Man Of The Match" mod Thisted FC)

 

Blokhus FC   -   Thisted FC   3-2  (2-2)

0-1 Tommy Markussen (Str.)  21. min

1-1 Jeppe Østenkær  26. min

2-1 Conor O´Brien  27. min

2-2 Kristoffer Strangholt  42. min

3-2 Muhammed Akinci  57. min

Tilskuere: 411

 

Blokhus FCs startopstilling:

Målmand: Simon Enevoldsen

Forsvar: Simon Rosenqvist, Jonas Westmark, Andreas Damgaard, Kasper Stiller

Midtbane: Conor O´Brien, Malthe Nygaard, Peter Tranberg, Christian Overby

Angreb: Muhammed Akinci, Jeppe Østenkær

 

På bænken: Andreas Larsen, Mads Severinsen, Micky Malling, Nickolaj Thomsen

 

Af Torben Pedersen

Blokhus FC tog 3 utroligt vigtige point lørdag eftermiddag mod Thisted, da kampen, som hele ugen har drejet sig om, blev vundet med 3-2.

- Den bedste kamp i flere sæsoner, sagde en tilskuere efter opgøret. Og når man efterfølgende gik rundt blandt folk, var stort set alle enige om at det havde været en forrygende kamp, med fight, 5 mål, straffespark, og ikke mindst tacklinger og nærkampe så det sang.

Næsten alle forudsigelser før kampen holdte stik, pånær den med at det ville blive meget defensivt og tilbageholdende fodbold. Det var det stik modsatte fra begge mandskaber, der blæste udover stepperne på Jetsmark Stadion. Hos Blokhus FC blev Christian Overby kåret til bedste spiller blandt publikummet, og det endda uden nogen scoringer i dag.

Også venstrekanten fra Thisted FC, Kristoffer Strangholt, spillede en fremragende kamp, og var farlig hele tiden. Bedste mand hos gæsterne, hvor også Tommy Markussen imponerer undertegnede gang på gang.

Blokhus FC startede med at komme bagud efter 21 minutter, da Conor O´Brien på meget klodset vis, og ikke særligt forsvars-agtigt vis, fik væltet Kristoffer Strangholt i feltet, med et regulært benspænd. Dumt, dumt, dumt, og klart straffespark.

Tommy Markussen scorede sikkert fra pletten til 0-1, til stor jubel fra de mange medrejsende Thisted-tilskuere. Og så var dagsordenen ligesom lagt. Det var lige efter planen, fristes man til at sige. For det dummeste i denne sæson, er at komme foran mod Blokhus FC. Det giver bagslag hver gang. Således også lørdag eftermiddag, da Jeppe Østenkær 5 minutter efter gæsternes føring udlignede til 1-1, efter et sandt klumpspil i feltet. Men trods flere modspillere foran sig, fik Østenkær prikket bolden den rigtige vej, forbi Thisted FC keeperen Johny Eriksen.

Og mindre end 45 sekunder efterudligningen, så udbrød der enorm jubel endnu engang på Stadion, da Conor O´Brien i tæt samarbejde med Andreas Damgaard, fik headet bolden med skulderen i mål, helt inde ved målstregen. Situationen opstod i Blokhus FC´s højreside, hvor der tæt på baglinien blev begået et dumt frispark af Thisted, og det medførte altså et mål til Blokhus FC. 2-1 på måltavlen efter kun 27 minutter - Jo der var underholdning for alle kronerne.

Men holdene var ikke færdige før pausen. 3 minutter før pause-teen, dukkede en umarkeret Kristoffer Strangholt op ved bagerste stolpe, og headede det udlignende 2-2 mål i kassen for TFC. Målet der efter kampen blev betegnet som yderst dumt, og latterligt af hjemmeholdets spillere, der ikke helt kunne se hvorfor Thisted skulle ind i kampen igen, og samtidig midt i en periode hvor BFC sad på opgøret.

 

2. Halvleg forsatte hvor 1. Halvleg slap

 

Efter pausen kom begge mandskaber ud med nye taktikker og dyder, der måske skulle ændre lidt på tingene. Alt stod pivåbent i kampen, og ordet "Topopgør" passede bedre end nogensinde før.

Spillerne startede hvor de slap 1. halvleg, og fortsatte den hårde og kontante spillestil, uden det på nogen måder blev groft og ondskabsfuldt. Der blev dog langet en del advarsler ud i opgøret, men det var nu forventet på forhånd, i sådan en kamp.

12 minutter skulle der gå i 2. halvleg, og så jublede hjemmepublikummet igen. Kampens "Man of the Match", Christian Overby, satte påny turboen til, ned imod Thisted målet. Undervejs udløb mulighederne dog for en god pasning, og derfor tog Overby chancen fra en yderst vansklig position, og med en forsvarsspiller lige foran sig. Bolden smuttede mellem benene på forsvaren, og ind i handskerne på Johny Eriksen i Thisted-målet. Men på en eller anden uforklarlig måde, får Thisted-keeperen fumlet bolden ind mellem benene på sig selv, og videre mod målstregen. Og 10 centimer fra stregen og foran et tomt mål, dukker Muhammed Akinci op, og scorer for anden kamp i træk for Blokhus FC, og vel nok karrierens nemmeste mål. Og hvilken fadæse af en skuffet målmand fra Thisted.

Det mål gik der nogle minutter før gæsterne kom sig over, mens Blokhus FC fortsatte fremad banen.

 - Vi har ikke holdet til at stå foran eget felt og grave os ned, sagde Søren Kusk før kampen.

Derfor var dagsordenen også klar til spillerne:

 - Vi skal frem og angribe denne kamp, sagde Søren Kusk. Og det var så sandelig en melding som spillerne levede op til i samtlige 90 hæsblæsende minutter.

Flere mål faldt der ikke kampen, men de ellers altid meget forventningsfulde tilskuere forlangte ikke engang mere. De havde fået så hatten passede, og der oveni også 3 velfortjente point, i en fremragende kamp, hvor også Thisted FC kræver stor respekt. Der skal som sagt to rigtig gode hold, til en rigtig god kamp, og det var der lørdag eftermiddag på Jetsmark Stadion - Hold da helt op!

Med sejren i topkampen på Jetsmark Stadion, betyder det at Blokhus FC overtager 1. pladsen i 2. Division Vest, med 28 point for 13 kampe. Og dermed er nogle af spillerne også yderst tæt på at nå deres egen lille målsætning, som løbende har heddet 30 ved vinterpausen.

To andre mandskaber der forventes at kæmpe i toppen, Aarhus Fremad og Brabrand spillede ikke denne weekend, da kampbanen i Brabrand stod under vand.