Facebook

Bo Zinck kåret til Året Jyske Ungdomstræner 2010

Kusk og Zinck.jpg
27-11-2010

(Foto: Bo Zinck (th.) smiler sammen med Søren Kusk over sin flotte kåring)

 

Af Torben Pedersen 

Lørdag den 27. November i Vildbjerg, blev Blokhus FCs ungdomstræner og assistenttræner for 2. Divisionsholdet Bo Zinck, kåret til Årets Jyske Træner 2010. Dette sætter et fantastisk punktum for denne halvsæson for Bo Zinck, som har været med til at løfte denne klubs imponerende ungdomsarbejde.

Sejr på sejr. Sådan har det nærmest lydt weekend efter weekend på U-19 holdet, som startede sæsonen næsten uden spillere, mens Bo Zinck nu har over 25 at vælge imellem. Mesterrækken blev efterfølgende vundet suverænt, og adskillige af de talentfulde spillere, har allerede på nuværende tidspunkt enten været på bænken, eller fået spilletid for klubbens tophold i 2. Division Vest.

Det store stykke arbejde Bo Zinck har udrettet, har nu også smittet af på klubbens 2. hold, som er mere talentfuldt end længe set, trods nedrykningen til Serie 2. Et kig på gennemsnitsalderen fortæller alt om ungdommens indtræden på holdet.

Også U-21 holdet har haft fornøjelsen af Bo Zinck som træner, og igen er succesen ikke til at overse, idet U-21 holdet har maximum point ved vinterpausen.

Bo Zinck´s vindermentalitet overskygger alt, og hans energi og temperament, er to ting som betegner træneren meget præcis. En populær skyggelse i klubben, som nu har fået et flot bevis for sit store arbejde med ungdommen i Blokhus FC.

 

Hvordan udvælges "Årets Jyske Ungdomstræner?"

 

Følgende skriver Dansk Træner Union:

Der bliver i mange klubber lavet et utroligt stort og meget flot stykke arbejde af vores ungdomstrænere, der ofrer meget tid ude på fodboldbanerne med børnene og de unge mennesker. De påtager sig mange opgaver og et stort ansvar med planlægning af træning, træningsture, forældresamarbejde, ture til stævne med meget andet. 

”Årets jyske ungdomstræner” er en faglig dygtig træner, der gennem en inspirerende træning er med til at udvikle den enkelte spillers fodboldmæssige kvaliteter samt spillerens indstilling for holdet og klubben generelt. De er endvidere med til at skabe den rette klubånd, hvor spillerne elsker at komme i klubben, først som ungdomsspillere og senere som seniorer.

Disse ildsjæle fortjener en belønning for deres arbejde. Derfor indstiftede Dansk Træner Unions jyllandsafdeling tilbage i 2001 prisen ”Årets jyske ungdomstræner”.

 

Som klub er Blokhus FC meget stolte over kåring af Bo Zinck, som Årets Jyske Ungdomstræner, og ønsker derfor træneren stort tillykke med den flotte og fortjente titel!