Facebook

Bred Blokhus FC trup trimmes

Soeren_Kusk_evaluerer.jpg
23-01-2012

Af Thomas Jansen

I bestræbelserne på at finde den rette balance i en bred trup, har Blokhus FC forud forårssæsonens forberedelser sagt farvel til fem spillere.

Således forlader kvintetten Micky Malling Jensen, Andreas N. Larsen, Rasmus Christiansen, Casper Røjkjær og Simon Rosenqvist alle Blokhus FC, hvilket har en helt naturlig årsag ifølge Blokhus FC cheftræner Søren Kusk.

- Vi har i efteråret opereret med en meget bred spillertrup, hvilket blandt andet har betydet, at en række spillere ikke har fået særligt meget spilletid. Det er vigtigt, at der er konkurrence om pladserne, men det er lige så vigtigt, at der er den rette balance, og derfor ønsker vi nu at trimme truppen til foråret, forklarer Blokhus FC cheftræner Søren Kusk, som samtidig gør opmærksom på at der er tale om naturlig afgang, da fire af de fem spillere alle har haft kontraktudløb ved årsskiftet.

Det gælder kantspiller Micky Malling Jensen, målmand Andreas N. Larsen og midtbanespillerne Casper Røjkjær og Rasmus Christiansen, hvoraf sidstnævnte, grundet tilbagevendende knæskader, vil holde helt pause fra fodbolden for en stund.

- Rasmus har grundet skader stort set ikke spillet fodbold det seneste år, og tager nu konsekvensen med en fodboldpause. Hvad angår Micky og Andreas, så har de begge haft stor andel i vores 2. holds oprykning til serie 1, mens det ikke er blevet til så meget spilletid på divisionsholdet. Casper har til gengæld været involveret som indskifter i stort set alle vores kampe, men afstanden mellem træning og bopæl gør at begge parter er enige om ikke at forlænge samarbejdet, forklarer Søren Kusk om de fire kontraktudløb.

Sidste mand i kvintetten, Simon Rosenqvist, har derimod efter eget ønske fået ophævet sin kontrakt, da den nu tidligere Blokhus FC spiller ønsker at rette større fokus på livet uden for fodboldbanerne.

- Simon var i sidste sæson fast mand og havde således stor andel i vores oprykning, mens Simons spilletid i efteråret har været mere begrænset, fortæller Blokhus FC cheftræneren, som samtidig forsikrer, at selvom truppen nu trimmes, så forventer han også at byde velkommen til nogle forstærkninger i januar.

- Som jeg tidligere har sagt, så søger vi at styrke truppen med en målmand og et par midtbanespillere. Det er vores førsteprioriteter som det ser ud nu.

Blokhus FC spiller mandag d. 23. januar kl. 16.00 ude mod AaB i sæsonforberedelsernes første testkamp, og her vil der bl.a. være spilletid til et par spillere, som har prøvetrænet med klubben den seneste uges tid.

Blokhus FC takker Rasmus, Andreas, Micky, Casper og Simon for indsatsen i Blokhus FC og ønsker dem alle held og lykke fremover.