Facebook

Byskov bliver i den blå trøje

Michael_Byskov_web.jpg
07-06-2018

Af Thomas Jansen

Jammerbugt FC kan også i den kommende sæson drage nytte af Michael Byskovs værdifulde erfaring på et ungt divisionshold. Således har midtbanespilleren forlænget sin aftale med klubben for yderligere et år.

Med sine efterhånden mange sæsoner på fodboldbanen og erfaring fra højere niveau har Michael Byskov, udover sine fodboldmæssige kvaliteter, meget af tilbyde Jammerbugt FC’s divisionshold. 

Ifølge Michael Byskov gælder det også den modsatte vej. Han er nemlig meget tilpas i den blå Jammerbugt FC trøje.

- Det har været en meget nem beslutning, lyder det uden betænkningstid fra Michael Byskov, der nyder sin fodboldtilværelse.

- Da jeg kom til klubben, passede det godt ind, men jeg tænkte nok ikke så langsigtet. Siden er jeg bare faldet utroligt godt til og så har både klubben og holdet udviklet sig enormt meget i den tid. Det har været en super god tid og det tror jeg på, det fortsætter med at være. Vi har en god trup, et godt trænerteam og der er masser af gode initiativer i klubben, så det var et let valg, at fortsætte et år mere. Jeg er glad i Jammerbugt FC, understreger midtbanespilleren, som deler glæder ved sin forlængelse med Jammerbugt FC cheftræner, Bo Zinck.

- Det er en dejlig forlængelse. Michael er en erfaren spiller, som har været med til at trække i denne sæson. Samtidig er han også blevet stærkere og har udviklet egne færdigheder, så Michael er en vigtig spiller for os, forklarer Bo Zinck og uddyber.

- Michael er en del anførergruppen, sammen med Christian Rye og Sead Gavranovic, og er derfor en væsentlig del af den vigtige sparring, de og trænerteamet har i det daglige. Så på alle måder er det her en positiv forlængelse, lyder det fra en tilfreds cheftræner, der efter sæsonens sidste runde, som spilles denne weekend, kan gå på sommerferie med ro i maven. Samtlige spillere i truppen vender nemlig tilbage i den blå trøje, når sommerferiens fodboldpause er slut.

- Vi har alle mand på plads, og det er utrolig rart, at det er tilfældet allerede nu. Så kan vi med ro i sindet holde øje med, hvad der sker, og forberede os på den nye sæson.

Men først skal en velspillet Jammerbugt FC sæson lige rundes godt af hjemme mod Boldklubben Frem lørdag. Her kan divisionsklubben glædes over sin anden bedste sæson nogensinde.