Klik på de to links og følg stillingerne i forårets slutspil.

 

Oprykningsspil

 

Nedrykningsspil

Facebook

Cheftræner glad, lettet og tilfreds

MartinPprofil.jpg
08-08-2016

Af Thomas Jansen

Sæsonen blev skudt i gang med et brag hjemme mod Vejgaard Boldspilsklub i weekenden og det kastede i absolut sidste øjeblik tre point af sig.

Det endte således med en 3-2 sejr efter en medrivende kamp, hvor begge hold bidrog til en underholdende dyst. Efterfølgende var Jammerbugt FC cheftræner både glad, lettet og tilfreds.

- Med tanke på der var tale om både en premierekamp og lokalopgør mod nyoprykket mandskab samt mange ubesvarede spørgsmål for vores eget hold, så var det vigtigste ganske enkelt de tre point. Dem fik vi, og det er vi super glade for. Jeg er lettet og tilfreds, lød det efter kampen fra Martin Pedersen på Jammerbugt FC’s trænerbænk.

Udover de tre point tog han og spillerne også andre positive aspekter med videre ind i sæsonen.

- Jeg er stolt over den indstilling spillerne viste gennem kampen. Det gælder alle mand, som blev ved at arbejde for sagen, trods modgang undervejs. Samtidig er jeg også meget tilfreds med de unge og nye spillere, vi sendte ind til en stor opgave, forklarer Martin P med henvisning til hele fire debutanter i sæsonpremieren.

Fra start spillede Lasse Steffensen og Peter Gade, mens både Simon Knudsen og Rune Larsen begge blev skiftet ind i 2. halvleg. Alle fire fra klubbens egen ungdomsafdeling.

- Alle fire bidrager og viser de kan være med. Der bliver lavet fejl undervejs, selvfølgelig gør der det. Men alt andet ville også være mærkeligt, lyder det fra cheftræneren, som fortsætter med at knytte et par ekstra ord på de to startere.

- Lasse spiller med mod og en vis portion klogskab i sit spil, og derfor var han med i kampen. Peter Gade har et stort potentiale og er fyldt med power. Han er med i flere ting og laver overlap samt indlæg. Blandt andet i situationen, hvor vi får straffesparket til sidst og afgør kampen.

Jammerbugt FC cheftræneren runder sæsonens første runde af med at sende et par roser til fredagens modstander Vejgaard B.

- Jeg synes Vejgaard spiller en fin kamp, som er deres første i 2. Division. Hatten af for dem. Men jeg er ikke overrasket. Vi vidste hvad de har i sig og vi vidste hvad vi kunne forvente. De kommer med en et fasttømret hold, en god organisation og nogle farlige omstillinger. De har dygtige folk i offensiven, som også formåede at gøre ondt på os. Over 90 minutter synes jeg det var en lige kamp og den kunne være tippet til begge sider, fortæller Martin P.

Han og resten af holdet kunne glæde sig over, at den tippede til Jammerbugt FC’s side. Der er nu tre vigtige point på kontoen. Nu gælder det NUBI i pokalturneringen tirsdag aften, inden der på ny er tre point på spil i weekenden.