Facebook

Cheftræner ser frem til ny struktur og nye udfordringer

ZinckPaaTraenerbaenken.jpg
Foto: Rasmus Lykke.
02-08-2018

Af Thomas Jansen

Den nye sæson står for døren og mens Jammerbugt FC har holdt truppen samlet og kun føjet enkelte forstærkninger til, så er der sket større ændringer i rammerne, holdet skal begå sig i.

Sommerpausen har de 24 2. divisionsklubber nemlig brugt på at justere på turneringsstrukturen endnu engang, og bl.a. er en af forrige sæsons strukturs større kritikpunkter forbedret. Det betyder, at holdene nu får alle point med over i sæsonens anden halvdel, hvor den står på enten opryknings- eller nedrykningsspil.

Dertil byder den nye struktur på to rækker med 12 hold opdelt geografisk. Efterårssæsonen glider tilmed ind i det nye år, da der spillet 22 kampe i første del af sæsonen, inden det hedder 11 kampe, når slutspillet fløjtes i gang.

Så er der flere nye tiltag, der i det store hele har forbedret 2. division ifølge Jammerbugt FC’s cheftræner, Bo Zinck.

- Jeg glæder mig meget til at prøve kræfter med den nye struktur. Det er dejligt, med flere hold i rækken, og at pointsystemet er lavet om, er det helt rigtige. Så efter min mening, er det en forbedring af rækken, forklarer Bo Zinck og tilføjer, at nu skal det prøves i praksis før den endelige dom kan afgives.

- Det er altid interessant, når vi skal møde nye og andre hold, men nu skal vi lige prøve det hele af og se hvordan det forløber. Der er flere kampe, så vi spiller længere og starter før, men det mener jeg er godt for 2. division. Og så må jeg understrege igen, at det er så vigtigt, at alle point tæller. Så opstår der ingen spekulation undervejs og i sidste ende er det det bedste hold, der vinder, fremhæver Zinck, inden han drejer samtalen væk fra rammerne og i stedet kigger på selve indholdet i rækken.

- Det er en stærk række i år. Jeg mener, at Kolding, Skive og Brabrand er favoritterne, også taget i betragtning af, hvilke investeringer der foretages. Skive må være den klart største favorit, stærkt forfulgt af de to andre. I slipstrømmen på de tre, kommer en række gode mandskaber, hvor vi bl.a. selv er i mellem. Det samme gør jeg gældende i den anden række, hvor jeg også vurderer, at det bliver jævnbyrdigt, forudser cheftræneren og fortsætter;

- Dertil bliver det fint med et lokalopgør mod Vejgaard igen, ligesom jeg glæder mig til nye bekendtskaber som Dalum IF og Taarup/Paarup IF. Så på mange niveauer bliver det en interessant sæson, som stiller krav til, at vi fortsætter vores hårde arbejde og forbedrer os endnu engang.

Faktisk er Jammerbugt FC mandskabet så godt som klar til at fortsætte for det slap i en flot sidste sæson. Truppen er nemlig stort set indtakt. Enkelte forstærkning er kommer til, og det er et udgangspunkt, der glæder Bo Zinck.

- Vi har et stærkt hold og har fokus på kontinuitet og udvikling hele tiden. Det er det lange sigt, vi arbejder med, hvor vi sidendeløbende med jagten på gode resultater vil udvikle vores unge spillere. Derfor vil vi også gerne holde på dem lidt længere, men et klart mål er også, at nogle af dem skal skydes videre til en højere niveau, når tiden er rigtig. Vi bliver hele tiden stærkere som hold, er jeg sikker på. Men det er ingen garanti for flere point. Der er meget der spiller ind og vi skal holde fokus på hele tiden af forbedre os. Hvad nye forstærkninger angår, så er det vigtigt, at de passer ind i gruppen og vores planer i det hele taget. Vi har et virkelig godt sammenhold, som er en af grundstenen i det arbejde, vi udfører dagligt, slutter Zinck.

Nu gælder det de sidste finjusteringer, inden det går løs i sæsonpremieren lørdag eftermiddag på udebane mod en af favoritterne i form af Brabrand. Der er kick off kl. 14.00 lørdag d. 4. august.

Du kan læse mere om den nye struktur i denne pressemeddelelse fra Divisionsforeningen.