Jammerbugt FC Tipsdysten

Top 3 inden 16. runde:
10 rigtige - Revisionshuset Tal & Tanker
10 rigtige - Tømrermester Kristian Madsen
10 rigtige - Garant Brovst

Se tippernes bud på kommende kamp mod Skovshoved IF her

Facebook

Cheftræner stolt af sit hold

MartinPprofil.jpg
03-10-2016

Af Thomas Jansen

Jammerbugt FC cheftræner, Martin Pedersen, nød sin lørdag aften og søndagen med, efter det blev til en fremragende sejr over lokalrivalerne fra Thisted FC i weekenden.

Sejren på 2-1 blev grundlagt på en holdpræstation uden lige, og var holdets nu anden sejr på stribe over hold i tabellens top 3. Udover dette, samt det at der var tale om et lokalopgør og at de tre point var særdeles brugbare i tabellen, så var der flere ting, som gjorde sejren ekstra glædelig for Jammerbugt FC’s Martin Pedersen.

- Vi vinder over et godt spillende tophold, så jeg er naturligvis meget tilfreds. Det var måske ikke vores spillemæssige bedste kamp i denne sæson, men det var en af vores absolut bedste præstationer målt på arbejdsindsats og vindermentalitet. Vi ville det her og alle mand kæmpede som sindssyge. Vores attitude og arbejdsindsats var på topniveau, fremhæver cheftræneren, der samtidig erkender at holdet var under pres i store dele af kampen. Han var derfor også stolt af sit mandskab, som formåede at afværge og overvinde presset. Der var dog et lille skår i glæden at spore hos Martin Pedersen.

- I sidste ende fik vi udbytte af det hårde arbejde og det er en stor tilfredsstillelse. Thisted FC er et klasse mandskab med et helt andet set up og anden trup end os, og derfor er de naturligt også favoritter. Thisted sad helt sikkert også mest på spillet og pressede os i perioder af kampen tilbage. Derfor kan jeg også godt forstå deres skuffelse over resultatet. Men jeg nødt til lige at nævne, at jeg derimod har svært ved at have forståelse for dele af retorikken fra Thisted lejren her efterfølgende, tilføjer Martin Pedersen og uddyber;

- Ganske vist sad Thisted som sagt på meget af spillet, men at sige, at der kun var et hold på banen og at vi ikke var over midten, det synes jeg er en anelse respektløs overfor vores indsats, efter min mening. Vi slutter kampen med et hold, hvor kun to spillere er over 20 år. Vi vidste, at vi skulle være skarpe på vores få chancer og på vores dødbolde – og det var vi. Vi spiller vores chance og arbejder stenhårdt. Det vandt vi på og det mener jeg bør anerkendes, også selvom skuffelse kan sløre fornuften, når man taber. Jeg er meget stolt af mine spillere. Det var unge drenge, der leverede en mandfolkepræstation, understregede cheftræneren, som skal forsøge at føre sit hold til sejr i endnu et lokalopgør næste weekend, hvor det gælder Vejgaard B på udebane.