Klik på de to links og følg stillingerne i forårets slutspil.

 

Oprykningsspil

 

Nedrykningsspil

Facebook

Cheftrænerne forudser en tæt kamp

Kusk og Enevoldsen.jpg
28-10-2010

Af Thomas Jansen

På lørdag d. 30. oktober skal slaget slås. Blokhus FC tager imod Thisted FC i et opgør med mange lag og mange kampe i kampen. I sidste ende handler det dog om at sikre sig de 3 point, hvilket de to cheftræner holder fokus på.

Vi har tidligere her på blokhusfc.dk bragt et indslag om en af de mange kampe i kampe, nemlig kampen mellem far og søn. Kampen mellem Peter Enevoldsen og Simon Enevoldsen. Her kunne Thisted FC’s cheftræner Peter Enevoldsen afsløre, at der for hans vedkommende er tale om en speciel kamp nu lørdag. Udover Peter Enevoldsen skal op imod sin søn Simon, skal han nemlig også og i mod en særdeles god bekendt i form af vores egen cheftræner Søren Kusk. Trods de mange lag, der gør kampen ekstra speciel, er der dog ikke tvivl om hvor fokus i sidste ende er placeret.

- Jeg kender jo Søren godt og det bliver selvfølgelig sjovt at skulle stå overfor ham på lørdag, fortæller Peter Enevoldsen om spillet udenfor banen inden han retter samtalen ind på spillet inde på banen. Det er nemlig det det hele handler om for cheftrænerne i begge lejre.

- Vi har et godt forsvar lige nu, men til at ligge i toppen, der scorer vi for lidt mål, og har derfor levet lidt på, at vi ikke har lukket mange mål ind. Vi har manglet vores topscorer i meget lang tid på grund af en skade og ham har vi virkelig savnet. Vi skaber nok chancer, men har ikke scoret de mål vi bør score, forklarer Enevoldsen og drager sammenligninger til Blokhus.

- Nu har jeg set Blokhus nogle gange og synes faktisk de har spillet godt, men det er lidt det samme. De scorer ikke nok mål i forhold til de mange chancer de skaber. Derfor bliver kampene ikke lukket, som eksempelvis mod Svendborg, hvor Blokhus skulle have ført 3-0 og 4-0, men de scorer først til 2-0 lige til sidst i kampen. Vi ved jo, at det der tit sker når man spiller godt og skaber chancer, men ikke scorer, så får de andre pludselig en chance og står der måske 1-1 i stedet for 2-0.

Søren Kusk ser også frem til at stå overfor Peter Enevoldsen, men bruger ganske fornuftigt også sine kræfter på at bekymre sig om de to gange elleve inden for de hvide kridtstreger – og Kusk er ikke uenig i Enevoldsens betragter.

- Det bliver helt sikkert en spændende og speciel kamp. En kamp med meget på spil og en kamp som ingen vil tabe, lyder vurderingen fra Kusk, som giver Peter Enevoldsen ret i at der ikke bliver scoret nok.

- Vi scorer ikke nok mål i forhold til det spil vi har og de chancer vi skaber. Vi misbruger for mange og skal også blive bedre til at udnytte de gratis chancer, der opstår ind imellem i løbet af en kamp. Hvad kampen mod Thisted angår, så er det vigtigt vi ikke taber og vi således kan fastholde vores position i toppen de sidste kampe i efteråret. Dermed ikke sagt, at vi vil spille med livrem og seler, fordi det kan vi ganske enkelt ikke. Der er Thisted nok bedre til at organisere sig, forklarer Blokhus FC cheftræneren og forudser en lige kamp med godt fodboldspil.

- Jeg tror vi kan få en seværdig fodboldkamp, men det kommer også an på hvornår kampen åbnes. Uafgjort er et ok resultat, men det hverken kan eller vil vi spille efter. Vi skal frem på banen.

Thisted FC’s Peter Enevoldsen tilslutter sig, at det bliver en tæt og intens kamp, og slutter, i tråd med Kusk’s betragtninger, af med at fastslå, at et opgør som dette bør betyde mange på lægterne.

- Det bør være en kamp, som kan trække mange tilskuere, så vi håber på godt vejr og godt fodbold.

Her på blokhusfc.dk er vi meget enige. Kampen sparkes i gang på Jetsmark Stadion lørdag d. 30. oktober kl. 15.00 og der er som det kan læses her, lagt op til en tæt og intens fight. Så kom og bak Kusk og drengene op i dette brag af en kamp!