Klik på de to links og følg stillingerne i forårets slutspil.

 

Oprykningsspil

 

Nedrykningsspil

Facebook

De blåblusede sluttede af på hjemmebane med manér

Nickolaj_frier.JPG
Nickolaj Thomsen brugte pausen til at fri til Mie. Et af dagens mange højdepunkter.
16-06-2013

Af Thomas Jansen

Lørdag eftermiddag spillede Jammerbugt FC sæsonens sidste hjemmekamp, og det blev en oplevelsesrig eftermiddag på Sparekassen Vendsyssel Arena.


De 513 fremmødte tilskuere kunne i det fine vejr glæde sig over en fortjent hjemmesejr på 3-2 over Næsby i en kamp, hvor selv pausen bød på en scoring.
 

Og hvem andre end topscorer Thomsen skulle stå for den. Denne var dog uden sammenligning Nickolaj Thomsens bedste fuldtræffer i karrieren, da Jammerbugt FC’s anfører sprang over pause teen og i stedet benyttede pausen til at fri til sin gravide kæreste Mie…som sagde ja!

Det skete til stor jubel i de festlige rammer. Stadion var denne dag nemlig pakket ind i legeland i anledningen af den store familiefest Jammerbugt FC havde inviteret til i samarbejde med Nyfors og Sparekassen Vendsyssel. Gratis softice og popcorn med mere sikrede energiniveauet var til at prøve alle forlystelserne.

Inde på banen var energiniveauet også højt fra første fløjt. Hjemmeholdet kom, ganske som lovet, ud med stor energi og gejst, og efter et kvarter kom belønningen. Søren Reese steg til vejrs efter et hjørnespark fra Mike Nørgaard, og her satte den duelstærke spiller panden på bolden og sendte den i nettet til en fortjent 1-0 føring.

Jammerbugt FC fortsatte sin dominans som kampen skred frem og ca. 10 minutter senere udbyggede de blå fra Jammerbugten føringen. Igen var Mike Nørgaard med i målet, idet den teknisk stærke offensivspiller fik tilkæmpet sig et straffespark. Et straffespark som Jan Rasmussen sendte sikkert i mål til 2-0. Jo, den blå bølge brusede for fuld udblæsning i denne sidste hjemmekamp i sæsonen.

2-0 var resultatet ved halvleg, men efter pausen skulle Næsby komme bedre med i opgøret. Et par gange prellede bolden af på træværket bag den debuterende Jammerbugt FC keeper Jens-Erik Juul Larsen og efter en god times spil var der straffespark på ny. Denne gang til gæsterne, der ligesom Jan Rasmussen tidligere i kampen sendte bolden sikkert i mål.

Pludselig lurede en udligning, men ca. 5 minutter før tid sørgede Jan Rasmussen med sit andet og Jammerbugt FC’s tredje mål for at kampen blev lukket. Det nåede dog lige at blive 3-2 idet gæster fik pyntet lidt på resultatet efter et sent selvmål. Jammerbugt FC fastholdte sin føring kampen ud og kunne fortjent, og til stort bifald, slutte af på hjemmebane med en flot sejr efter en god fodboldkamp og en fornøjelig dag med familiefest og frieri.

Et stort tillykke til Mie og Nickolaj samt et stort tak for opbakningen igennem hele sæsonen til de mange trofaste støtter! Endelig skal også lyde et velkommen hjem til Kasper Stiller, som bidrog til en oplevelsesrig sæsonafslutning ved at blive præsenteret som Jammerbugt FC spiller på ny.

Nu venter Svendborg ude næste lørdag inden det gælder lidt sommerferie frem mod en ny sæson.

Jammerbugt FC - Næsby: 3-2 (2-0)

15' 1-0 Søren Reese, Jammerbugt FC
28' 2-0 Jan Rasmussen, Jammerbugt FC (straffespark)
66' 2-1 Chris Hansen, Næsby (straffespark)
83' 3-1 Jan Rasmussen, Jammerbugt FC
90' 3-2 Glenn Schreiber (selvmål)

Tilskuertal: 513


Søren Reese tiljubles efter sin scoring til 1-0.


Mike Nørgaard tilkæmper sig et straffespark...


Og Jan Rasmussen scorer, 2-0.


Nickolaj frier...


Og Mie siger ja.


Trængsel i feltet...


Og trængsel på hoppeborgen.


En hyggelig dag på stadion for hele familien.