Facebook

Der kan tages et stort skridt lørdag

4a7b83552d007cb85094106fb13c4d20.jpg
08-09-2017

Af Thomas Jansen

Lørdag eftermiddag spiller Jammerbugt FC hjemme på Sparekassen Vendsyssel Arena, hvor VSK Aarhus kommer på besøg.

Her venter en vigtig kamp, hvor en sejr kan sende Jammerbugt FC på hele ni points afstand til weekendgæsterne fra Aarhus. Med andre ord et stort skridt på vej mod oprykningsspillet.

- Det er en meget vigtig kamp. Vi er kommet godt fra start og med en sejr kan vi cementere vores position i toppen af rækken, og ikke mindst trække væk fra VSK Aarhus, fremhæver Jammerbugt FC cheftræner Bo Zinck, som samtidig pointerer, at et element af kampens vigtighed også handler om at rejse sig efter sæsonens første nederlag.

- Vi skal også ud og revanchere os efter et nederlag og en skidt præstation i Kjellerup. Der var ikke nok energi i benene og mentalt, og når ikke vi er hundrede procent, er Kjellerup ganske enkelt for gode. Men det var vores første nederlag og før det leverede vi nogle virkelig gode præstationer, som vi kan være stolte af. Så selvom det bestemt var ærgerligt, så har det ikke slået os ud. Det skal vi vise lørdag og dermed forhåbentlig komme tilbage på sporet igen, understreger Zinck med henvisning til den gode sæsonstart og ikke mindst de to betydningsfulde sejre over henholdsvis Ringkøbing IF og Vejle Boldklub.

Det har været nogle udfordrende kampe og lørdag mod VSK Aarhus er ikke anderledes.

- De er et godt hold og det bliver uden tvivl en svær opgave. De har et godt trænerteam, som jeg glæder mig til at skulle dyste imod. VSK Aarhus er godt organiseret og har gode individualister, så vi skal være på mærkerne fra start, fortæller cheftræneren og supplerer;

- Vi har med andre ord respekt for VSK Aarhus, men samtidig går vi på banen velvidende, at vi selv er stærke på hjemmebane. Det skal vi vise igen lørdag og vi skal ud og give den gas, gøre det godt og gå efter tre point.

VSK Aarhus, der har fire point efter sæsonens første fem runder kommer også efter alle tre point. Det er ganske enkelt en nødvendighed, hvis de skal holde trit med toppen af rækken, og derfor er der gode grunde til at forvente en spændende og jævnbyrdig kamp, som det har været tilfældet så mange gang før, når de to hold er stødt sammen.

- Det er tidligt på sæsonen, men vinder vi, er det et stort skridt på vejen mod oprykningsspillet. Så vil vi have ni point ned til VSK Aarhus og derfor mener jeg også, at vi med rette kan sige, at presset bestemt også er på weekendens modstander. Samtidig er dette scenarie en stor motivation for os. Så jeg forventer en god indsats og en god kamp. Jeg synes det ser godt ud. Vores form bliver bedre og bedre, vi bygger på vores spilkoncept og så er vi arbejdsomme hver gang, vi snører støvlerne, fortæller Bo Zinck og runder af;

- Mest af alt glæder vi os bare enormt meget til at skulle give den fuld gas og forhåbentlig levere en super god præstation på vores hjemmebane.

Jammerbugt FC og VSK Aarhus krydser klinger lørdag d. 9 september kl. 15.00 på Sparekassen Vendsyssel Arena.