Klik på de to links og følg stillingerne i forårets slutspil.

 

Oprykningsspil

 

Nedrykningsspil

Facebook

Der venter en finale i weekenden

Frodetraening.jpg
09-10-2015

Af Thomas Jansen

Skuden blev ikke rettet op efter hensigten på udebane mod Aarhus Fremad, men det nu skal det være. Der er ikke plads til flere svipsere.

Udebanenederlaget i Aarhus, som ikke mindst blev grundlagt på en 2. halvleg med 10, er om ikke glemt, så i hvert fald sat i baggrunden. Nu skal der ses frem mod Kolding kampen og i mellemtiden er der endda blevet plads til en ekstraordinær træningskamp mod Vendssyssel FF. Den kamp endte med et 1-1 resultat, hvor Kasper Sørensen sendte Jammerbugt FC’s scoring i nettet.

- Tirsdagens træningskamp mod et stærkt Vendsyssel FF hold var god for os. Vi gjorde det fint og havde, ikke mindst i hele 2. halvleg, mange unge spillere i kamp. Det var meget opløftende at se, hvor meget de unge har rykket sig siden sommer. Så midt i den alt for beskedne pointhøst, skal vi ikke glemme disse positive tegn på, at pilene på flere fronter peger i den rigtige retning, fremhæver Jammerbugt FC cheftræner Frode Langagergaard, som dog samtidig ikke løber fra, at det ikke har været godt nok dette efterår.

- De seneste runder har været en hård periode for os. En periode hvor tingene ikke rigtigt er gået vores vej. Vi har ikke spillet os til de point vi gerne ville, og det er naturligvis ikke godt nok. Derfor er vi nu i en situation, hvor vi efterhånden er pisket til sejr, og selvom vi måske føler, at vi ikke har haft heldet på vores side, og at vi i nogle kampe burde have fået point, så skal vi ikke være i tvivl om, at det er os selv, som har bragt os i denne situation. Derfor er det også os selv, som skal bringe os ud af den, understreger Langagergaard og erkender at det kræver tre point.

- Vi kommer kun ud af det her med sejre – og det skal være nu, mod Kolding IF. Det er en altafgørende kamp, hvor vi skal have tre point. Nu er det vores sidste chance hvis vi skal med – og her tænker jeg naturligvis på top 4. Med en sejr kommer vi forbi Kolding og det er lidt som en finale vi nu skal spille. Det føler vi os klar til, forsikrer cheftræneren.

Sidst Kolding IF var modstanderen endte det ikke med sejr, men derimod en lussing på 1-5, og det tilfører da også en ekstra lyst til revanche. Det er dog ikke det det handler om lørdag.

- Lige nu og her handler det tabellen og om at kravle op. Det kommer kun med point. Intet andet. Der skal som sagt sejre på bordet. Men det bliver ikke nogen nem kamp mod Kolding IF og vi skal være mere end 100% klar. Det bliver en kamp med masser af nerve, og jeg tror det hold, som håndterer det bedst, trækker sig sejrigt ud af opgøret, lyder vurderingen fra den blå lejr inden det går løs.

Det gør det lørdag d. 10. oktober kl. 15.00 på Sparekassen Vendsyssel Arena.