Facebook

Dukkert til Jammerbugt FC mod Vendsyssel FF

023.JPG
Michael Nielsen var tæt på flere gange for Jammerbugt FC, men ind ville bolden ikke, og så blev det en helt anden historie for de blå.
01-03-2016

Af Thomas Jansen

Den blå bølge kom tirsdag eftermiddag i modvind, da det blev til et nederlag på 0-5 i en træningskamp mod Vendsyssel FF.

Tre sejre og en uafgjort var, inden mødet med Vendsyssel FF, den ganske fornuftige statistik for Jammerbugt FC’s træningskampe dette forår. De gode takter fik imidlertid en brat ende mod 1. Divisionsmandskabet, som viste sig at være for stor en mundfuld på dette stadie. Vendsyssel FF, som starter sæsonen allerede i kommende weekend afgjorde dysten allerede inden pausen, hvor det stod 4-0.

Trods det skidte halvlegsresultat kom Jammerbugt FC faktisk godt fra start i kampen, men et par store målchancer blev ikke udnyttet, ligesom et straffespark blev brændt i kampens indledende fase, og derfra gik det ned ad bakke.

- Vi får egentlig en god start og skaber gode chancer, hvor blandt andre Michael Nielsen er meget tæt på at bringe os i front. Michael er også indblandet da vi får straffe, men desværre brænder Nicklas Sørensen, og det er ligesom om vi rent mentalt ikke kommer tilbage derfra, forklarer Frode Langagergaard, som måtte se Vendsyssel være skarpere foran mål.

- Mens vi i flere omgange er tæt på at komme i front, slår Vendsyssel kontra og scorer i stedet ud af ingenting. Det formår vi ikke at rejse os fra i dag. Efterfølgende scorer de nogle nemme mål og det ender i en mental dukkert for os i 1. halvleg, erkender cheftræneren, der gik fra de første 45 minutter bagud 0-4.

Efter pausen blev det bedre, men Vendsyssels sejr blev aldrig bragt i fare. Der var på dagen niveauforskel og dermed endte det i et nederlag på 0-5 til et mandskab der ganske vist også er længere fremme i sine forberedelser end det er tilfældet i den blå lejr.

- Vi får lukket lidt bedre af efter pausen, men Vendsyssel fastholder boldbesiddelsen og vi må indse, at vi stadig mangler lidt. I dag var ikke et optimalt tidspunkt for os, men stadig en god test. Vi er nu kommet ned på jorden igen og må fortsætte med at arbejde hårdt frem mod sæsonstarten, forsikrer Langagergaard.

I weekenden gælder det en mindre træningslejr, så her bliver der uden tvivl arbejdet igennem, inden de to sidste træningskamp afvikles i næste uge.