Facebook

En hård Fremad kamp følges af tur til Middelfart

Malthe_Nygaard_i_aktion_mod_Fremad.jpg
Malthe Nygaard fightede flot i kampen mod Aarhus Fremad. Nu skal han sammen med de øvrige i truppen finde kræfterne til endnu kamp på kort tid.
15-05-2013

Af Thomas Jansen

Søndag måtte Jammerbugtens unge divisionshold se sig besejret af Aarhus Fremad og i dag onsdag gælder det om igen at finde sejrskursen.

Det sker på udebane i Middelfart, hvor en af forårets udsatte kampe skal spille kl. 19.00. Efter nederlaget til oprykningskandidaterne fra Aarhus, skal der på ny tre point på kontoen i et indtil videre ganske fornuftigt forår.

- Vi møder i Aarhus Fremad et godt og solidt fodboldhold, ganske som ventet, og vi vidste derfor det ville blive svært. Vi havde dog troen på at vi kunne vinde, og kunne da også godt have taget det ene point, evaluerer cheftræner Bo Zinck, som ikke havde meget positivt at sige om en første halvleg uden de store højdepunkter.

- Vi har ganske enkelt ikke nok kvalitet i det vi laver i første halvleg. Det gælder vores bevægelse på banen. Det gælder vores dueller. Ja, det gælder det hele. Vi er uheldige med målet, hvor vi kommer bagud, og derudover går de første 45 minutter med ingenting

Efter pausen var det et anderledes mere aggressivt Jammerbugt FC mandskab, som spillede sig ind i kampen.

- Vi kommer stærkt ud efter pausen, og spiller en rigtig god halvleg, hvor vi får presset Aarhus Fremad. Der skabes flere chancer af begge hold, og jeg mener vi kunne have fået point, men erkender samtidig, at Aarhus Fremad ligeledes kunne have scoret til 2-0, forklarer Bo Zinck, som ikke forventer at skulle have sin revanche i den kommende sæson.

- Det var et rigtig godt hold vi var oppe imod, og jeg tror de rykker op, forudser Zinck, der tager sine spillere med til en udsat kamp i Middelfart i dag onsdag d. 15. maj med kick off kl. 19.00.

- Det er et svært sted at spille. Middelfart er et stærkt hjemmehold, og er samtidig et godt fodboldhold, som fortjener respekt. Jeg tror det kan blive en god kamp, siger Bo Zinck.

Tallene bakker cheftrænerens påstand op. Syv af Middelfarts elleve hjemmekampe indtil videre i denne sæson er således vundet, mens to er spillet uafgjort og ligeledes kun to er tabt. Med andre ord skal de efterhånden trætte ben igennem endnu en svær opgave på kort tid.

- Spillerne er ved at være brugt. Det gælder selvfølgelig også for Middelfart, og vi går efter sejren, lyder det fra Bo Zinck, som efter turen til Middelfart i midtugen, drager af sted på ny i weekenden, hvor det gælder Otterup ude. Herefter venter et lille pusterum.

- I weekenden gælder det Otterup, derefter har vi en pause, fortæller Bo Zinck og stopper op inden han med smil på læben fortsætter;

- Jeg ved simpelthen ikke hvad vi skal bruge alt den tid til. Ej, det bliver rart med en lille pause, så vi forhåbentlig kan samle kræfterne lidt igen.

Det bliver dog ikke før i næste uge. I aften onsdag d. 15. maj kl. 19.00 venter nemlig Middelfart.