Klik på de to links og følg stillingerne i forårets slutspil.

 

Oprykningsspil

 

Nedrykningsspil

Facebook

En vaskeægte klubmand klar til nye udfordringer

Reese-web.jpg
01-12-2014

Af Thomas Jansen

Efter mere end 12 år i klubben er dagen kommet, hvor Søren Reese ikke længere skal trække i den blå Jammerbugt FC trøje. Reese rykker nu til Viborg FF.

Selvom det er et farvel med vemod for både spiller og klub, så er begge parter samtidig ikke i tvivl om, at det er det rigtige tidspunkt for nye udfordringer for den talentfulde spiller. I en alder af blot 21 år er den altid pålidelige forsvarspiller allerede godt på vej mod de 150 førsteholdskampe i klubben, og tiden er inde til at tage næste skridt i fodboldkarrieren. Dette skridt bringer Søren Reese til Viborg FF, hvor et liv som fuldtidsprofessionel venter den unge spiller.

- Det er specielt at skulle sige farvel til Søren. Jeg har fulgt ham hele vejen og det bliver en mærkelig fornemmelse at møde ind til træning i det nye år uden ham på banen. Men sådan er fodbold og der er ingen tvivl om at tiden er inde for Søren. Han er klar, fortæller Jammerbugt FC cheftræner Bo Zinck, som kun har rosende ord at sende med Søren til Viborg.

- Søren er en spiller med et kæmpe talent. Han er fysisk og mentalt stærk, og han har gjort det godt over en lang periode. Der er ingen tvivl om at han kan nå langt og det bliver naturligvis et tab for os som hold. Men vi er først og fremmest stolte over at kunne sende en dygtig spiller op i rækkerne samt ikke mindst glade på Sørens vegne. Dialogen med Viborg har været rigtig god. De har et godt trænerteam og er en god klub. Så jeg tror og håber det er det rigtige match.

Søren Reese selv ser frem med spænding til sin nye udfordring, men kan samtidig også mærke det bliver svært at give slip på den klub der har betydet så meget for ham.

- Jeg har været utrolig glad for at være i klubben. Jeg har været her, siden jeg var 12 år gammel og derfor er klubbens kultur en del af mig. Det har for mig betydet, at jeg har et indgroet tilhørsforhold til klubben og det er derfor naturligvis med blandende følelser jeg nu forlader den, understreger Søren Reese, som har mange gode minder at tage med videre.

- Jeg er stolt over at have været med til at rykke klubben i 1 division, og ligeledes været med til opbygningen af det nye Jammerbugt FC. Min tid i klubben har derfor præget mig rigtig meget. Det er en klub som er god til at give unge spillere, som jeg selv, chancen. Det kombineret med et stærkt socialt omklædningsrum har været de rigtige rammer for mig. Der er derfor også mange mennesker i og omkring klubben jeg gerne vil takke. Det gælder både holdkammerater, ledere, trænere og tilskuere. Jeg skylder især Bo en tak, som jeg har haft som træner siden jeg var U17 spiller. Han har hjulpet mig meget til at jeg er nået hertil, fremhæver Reese inden han vender blikket mod nye udfordringer.

- Jeg glæder mig til at tage et skridt op og prøve livet som fuldtidsprofessionel. Det er en drengedrøm der går i opfyldelse og at det bliver i Viborg FF, at denne drøm skal opfyldes, er jeg rigtig glad for. Viborg FF er en klub med et rigtig godt hold, et godt set up, et godt trænerteam og en god ledelse. Jeg kender Ole Nielsen fra tidligere, da det var ham jeg skrev min første ungdomskontrakt med, da jeg var 16 år, forklarer den kommende Viborg spiller, som samtidig går ind til sin nye tilværelse med den sædvanlige gode blanding af sund fornuft, gåpåmod og professionelle indstilling.

- Personligt forventer jeg selvfølgelig at der bliver en tilvænningsperiode til både træningsmængden og niveauet. Jeg tror dog på, at jeg hurtigt kan komme til at blande mig i start 11’eren. Her er de mange kampe jeg har fået i Jammerbugt FC afgørende, da jeg allerede har fået mange af de tæsk en ung spiller skal have, får at vænne sig til senior fodbold. Mit mål er derfor, at jeg hurtigt kan bidrage med de kvaliteter jeg har både sportsligt, som socialt. 

Den blå trøje med nr. 6 på ryggen er nu lagt på hylden og en nyt kapitel starter i det nye år. Det blevet tid til at sige farvel efter godt 12 år.

- Det har været en fornøjelse og det ærgrer mig faktisk lidt, at det efterhånden hører til sjældenhederne, at en spiller er i samme klub så længe. Jeg har været rigtig glad for det og vil sige en stor tak samt ønske alt held og lykke til klubben fremover. Jeg vil uden tvivl følge med fra sidelinjen på ”Ingolf Park”, slutter Søren Reese i det han takker af for denne gang, mens cheftræneren forsikrer, at man fra klubbens side heller ikke giver helt slip trods dette farvel.

- Vi glæder os til at følge ham og vil ønske Viborg FF tillykke med en god handel. Søren er en god dreng og vil bestemt blive savnet. Vi græder med det ene øje og smiler med det andet, for vi er som sagt også stolte og glade, fortæller Bo Zinck idet han sender sin spiller videre ud i fodboldverden.

Fra klubben skal lyde en stor tak til Søren Reese for mange gode år sammen samt et lige så stort held og lykke med de nye udfordringer.