Klik på de to links og følg stillingerne i forårets slutspil.

 

Oprykningsspil

 

Nedrykningsspil

Facebook

Endelig - nu går det løs!

168478aece1d9c44fbeff93c6b811fea.jpg
26-03-2015

Af Thomas Jansen

Ventetiden er ovre. Nu ruller den blå bølge igen, og det er med fuld fart fra første fløjt, hvor Thisted FC skal skylles ud af Jammerbugten.

Det bliver dog ikke så lige til, men en ting er sikkert, spændende det bliver det. Det er lørdag det går løs på Sparekassen Vendsyssel Arena. Vores lokalrivaler gæster vores græs når foråret skydes i gang, og det bliver 11 toptrimmede og topmotiverede blåblusede der slippes løs.

- Vi har ventet længe på første forårsfløjt. Fem lange måneder, men nu sker det endelig. Ventetiden er slut og vi må sige, at nu er det lige på og hårdt. Vi lægger ud med 3 kampe på 9 dage og så er den første, sæsonpremieren, endda et lokalopgør kombineret med hvad vi kan kalde et sub-top opgør. Så det er spændende, rigtig spændende. Vi glæder os og føler os fit for fight, lægger Jammerbugt FC cheftræner Bo Zinck ud, da han giver sig i kast med at tale om den forestående sæsonpremiere.

Det er en kamp som på papiret har det, men samtidig et opgør, hvor intet giver sig selv. Alt kan ske, og netop det ligger dybt forankret i premierekampes dna.

- Det der altid er med disse første kampe, er at de lever sit helt eget liv. Der er så meget spænding og nerve involveret, at kampe som denne er umulige at forudsige. Det kommer i høj grad til at handle om hvem som formår at håndtere dette bedst, og så kommer det til at handle om hvem der vil det mest. Det bliver dueller og løb, som bliver afgørende, samt de fejl der vil opstå undervejs. Med andre ord bliver koncentration og vilje meget afgørende lørdag, forudser Zinck, som forventer en tæt og intens fight.

- Det er altid lidt svært med banerne på denne tid af sæsonen, men vi håber på en våd og hurtig en af slagsen, hvor vi kan få lov at spille. Får vi derimod en tør og ujævn bane bliver det en svær kamp, men det gælder for begge parter. Uanset hvad, så får vi noget at se til lørdag eftermiddag, men jeg tror og håber, at vores hjemmebane igen kan være med til at bære os frem.

Der er med andre ord masser af gode grunde til at tage del i forårspremieren, hvor alle kræfter skal mobiliseres for at komme godt fra start i et, med DBU’s strukturelle ændringer i divisionerne, særdeles spændende og afgørende forår.

- Jeg håber folk er ligeså klar som os, så vi får mange på lægterne. Opbakningen bliver vigtig. Vi er så klar som vi overhovedet kan være, og vi glæder os som små børn. Det bliver ikke meget bedre end dette. Årets første kamp og så mod Thisted FC, som vi deler en positiv rivalisering med. Det er dejligt – og det samme er i øvrigt  at jeg stadig fører over Henning P, slutter Bo Zinck med et stort smil på læben.

Lad os håbe smilet holder weekenden over. Det bliver vi meget klogere på lørdag d. 28 marts kl. 15.00 når Jammerbugt FC og Thisted FC sparker foråret 2015 i gang.

Vi glæder os til at byde dig velkommen tilbage på Sparekassen Vendsyssel Arena til en spændende sæsonpremiere og et afgørende forår.