Facebook

Endnu en hjemmesejr er målet lørdag

Zinck.jpg
06-06-2014

Af Thomas Jansen

Med kun tre spillerunde tilbage at se frem til, lakker sæsonen efterhånden mod enden, og for Jammerbugt FC’s vedkommende handler det nu om at bevare placeringen som nummer 4 i tabellen samt at se frem mod en ny sæson. 

Set udefra avler dette scenarie måske ikke umiddelbart samme motivation som gæsternes overlevelseskamp, men det er dog ikke helt sådan tingene forholder sig, og Jammerbugt FC cheftræner Bo Zinck forsikrer, at det er et hold kampklare spillere, der lørdag løber ud til sæsonens andensidste hjemmekamp. Motivationsfaktorer er der nemlig nok af.

- Vi er i den afsluttende fase af en lang sæson, og det er nu de sidste ting i tabellen skal afgøres. Vores mål er at slutte på fjerdepladsen, mens det for vores gæster fra Middelfart er præget af kampen for overlevelse. To meget forskellige scenarier, men selvom vores situation er anderledes, så er jeg ikke et sekund i tvivl om, at vi får et engageret og motiveret Jammerbugt FC hold at se. Det har vi bevist i de foregående kampe, og selvom det har været en efterhånden lang sæson, ønsker vi stadigt at gå ud og spille noget god fodbold, forsikrer Bo Zinck, som arbejder efter både et kortsigtet og et langsigtet mål.

- Vi spiller ikke blot for fjerdepladsen, men også for at videreudvikle og bygge på vores spil. Både offensivt og defensivt arbejder vi hele tiden på at dygtiggøre os, og jeg mener vi har flyttet os meget i løbet af sæsonen, men der er altid noget at forbedre. Ikke mindst frem mod næste sæson. 
Nu og her gælder det dog Middelfart, og Bo Zinck understreger, at der bliver brug for både den rette mentalitet og de rette færdigheder, hvis endnu en hjemmesejr skal i hus – og det skal den.

- Middelfart er en dygtig modstander, som i vinterpausen har forstærket sig markant. Blandt andre er kommet fire spillere til startelleveren fra Næsby. Middelfart har dog haft nogle uheld i løbet af foråret, men de er ved at have alle mand klar igen. Det er et stærkt hold, som har livet at spille for, og vi kommer til at skulle arbejde for sejren lørdag, forudser cheftræneren, som håber at kunne bygge på den flotte hjemmebanestatistik.

- I betragtning af at vi har rækkens anden bedste hjemmebanestatistik, kun overgået af Skive IK, så har vi også en stor motivationsfaktor i at holde ved denne flotte bedrift. Det skal der bygges videre på mod Middelfart. Så med den sædvanlige respekt for vores modstander, løber vi på vanlig vis ind på vores hjemmebane med det mål at hente alle tre point.

Endelig afslører Zinck, en for ham ekstra lille motivationsfaktor i jagten på de tre point, idet han har et særligt godt forhold til gæsternes træner. Dog ikke bedre end han helst slår ham i deres interne duel…

- Det bliver en svær kamp, og Middelfart er en god matching her i sæsonens anden sidste hjemmekamp. Vi tager godt imod hele Middelfart mandskabet, men især ser jeg personligt frem til at byde velkommen til Middelfarts træner, som for mig er en rigtig god kollega og person, som jeg jævnligt taler med i løbet af en fodboldsæson. Så ham glæder jeg mig til at tage imod, og vinde over naturligvis.

Om det lykkes for Zinck og resten af den blå bølge at sikre sig sejren, er vi alle meget klogere på lørdag eftermiddag, d. 7. juni, omring 17-tiden. Jammerbugt FC og Middelfart lægger nemlig fra land kl. 15.00 på Sparekassen Vendsyssel Arena denne dag – vi ses på stadion!