Facebook

Et godkendt efterår danner solidt fundament

168478aece1d9c44fbeff93c6b811fea.jpg
25-11-2014

Af Thomas Jansen

Jammerbugt FC har nu haft årets sidste træning efter endt turneringsprogram og det er dermed tid til at gøre status.

Det er en sæson, hvor der, grundet de strukturelle ændringer 2. Division gennemgår, er ekstra meget at bekymre sig om. Antallet af nedrykninger er nemlig særligt høj, og da det samme gør sig gældende for kvaliteten af de deltagende hold, sættes der store krav til præstationer og pointhøst. Det første er der i Jammerbugt FC lejren overvejende tilfredshed med, mens sidstnævnte derimod efterlader en lidt lunken fornemmelse, nu hvor den kolde vinterpause tager over.

- På det sportslige plan kan vi langt hen ad vejen være godt tilfredse. Vores spil og chancer har dog været til mere, og derfor er det ærgerligt at vi i en periode ikke var gode nok til at omsætte dette overtag til mål og dermed flere point. Der har været kampe, hvor vi har været bedst, men ikke fået maksimalt udbytte, og det er et af de udviklingspunkter vi skal arbejde med i det nye år, forklarer Jammerbugt FC cheftræner Bo Zinck, som udover det til tider løse krudt ikke har meget andet en små nuancer af spillet at klage over.

- Vi slutter fint af i en meget stærk 2. Division. Niveauet er meget højt og en placering som nr. 5 i efteråret er ganske fornuftigt, og et godt udgangspunkt at bygge videre på. Vi er med strukturændringerne i en situation, hvor det først og fremmest handler om at rede sig. De to øverste placeringer er formentlig afsat, så vi sigter efter 3.-5. pladsen, og det gælder for alt i verden om at komme fri af den nedre halvdel så hurtigt som muligt. Så der er med andre ord stadig masser af arbejde der skal gøres, fastslår Zinck, hvis hold har hentet syv sejre og fire uafgjorte, mens det også er blevet til fire nederlag. Dertil kommer en af rækkens bedste defensiver samt en scoringsrate på 1,8 mål pr. kamp. 

- Vi har spillet vores spil og vi har spillet det godt. Men som sagt har vi i perioder ikke haft tur i den og ikke nok kvalitet foran mål. Men baseret på spillet er jeg godt tilfreds. Jeg savner en håndfuld point flere, som jeg synes vi har fortjent, men alt i alt er jeg tilfreds med dette efterår, opsummerer Bo Zinck og tilføjer at omstændighederne i et for klubben svært år kun gør præstationen bedre.

- Der har ligget et stort stykke arbejde uden for banen, så hvis vi inddrager dette i regnskabet også, så synes jeg rent faktisk, at det er tæt på verdensklasse det vi har præsteret. Vi har måttet arbejde med et markant mindre budget og har hver især måtte tage mange flere og forskellige opgaver på os. Det har været hårdt arbejde, men det er en skøn fornemmelse når vi efterfølgende kan se, at det har båret frugt, slutter Zinck inden vinterpausen skal bruges til at bygge videre på det solide fundament, der er blevet skabt i den nu afsluttede første halvdel af sæsonen.