Klik på de to links og følg stillingerne i forårets slutspil.

 

Oprykningsspil

 

Nedrykningsspil

Facebook

Et positivt punktum lukkede sæsonen ned

IMG_1023.jpg
08-11-2015

Af Thomas Jansen

Der var på forhånd ikke det store på spil i sidste spillerunde for Jammerbugt FC. Med top 4 uden for rækkevidde havde pointene ikke samme værdi som normalt.

Til gengæld var der andre ting at kæmpe for. Blandt andet at få sluttet godt af på hjemmebane, og det gjorde blåblusede, som bestemt ikke hang med hoveder trods skuffelsen ugen forinden. Nej, Jammerbugt FC spillerne ville ud og gøre det godt, og det gjorde de.

Kampen kom lige så stille i omdrejninger som første halvleg skred frem, hvor der blev skabt et par muligheder i begge ender. Det var imidlertid hjemmeholdet, som så småt satte sig på tingene, og efter godt 25 minutters spil kom der hul på bylden. På fint forarbejde af Victor Rafael blev Christoffer Hansen sat i scene i Middelfarts felt. Her blev den store angriber nedlagt og et korrekt straffespark blev dømt. Middelfart, som havde trukket i nødbremsen, blev reduceret til 10 mand og Christoffer Hansen sørgede selv for at banke Jammerbugt FC i front med et veleksekveret straffespark. 1-0 og så var Jammerbugt FC på vej mod den gode afslutning på hjemmebane, som de før kampen havde sat næsen på efter.

Resten af første halvleg fortsatte Jammerbugt FC denne vej med fin kontrol over kampen og ved pausen handlede det om at får lagt en plan for at lukke kampen ned i anden halvleg. Det gjorde Jammerbugt FC, som 10 minutter efter pausen øgede til 2-0 ved Michael Nielsen. Inden da havde Jammerbugt FC keeper Stankovic sørget for at planen ikke blev spoleret med en flot redning i den anden ende.

Med 2 mål at indhente og en mand i undertal, fandt Middelfart ikke tilbage i kampen. Jammerbugt FC producerede i stedet en række chancer for at øge yderligere.  Blandt andre havde Christoffer Hansen, Victor Rafael, Jan Rasmussen og Jakob Hjort alle oplagte scoringsmuligheder. Men det blev ved de 2-0 og det satte da også et ganske positivt punktum på en efterårssæson der har budt på både op og nedture. Efteråret sluttede på en optur, men skuffelsen over at have misset top 4 blev dog ikke visket væk trods en fin og fortjent 2-0 hjemmesejr over Middelfart.

Men vigtigt for moralen var det at gå på pausen med en god oplevelse først i hukommelsen. Det lykkedes og nu venter en lang vinterpause, hvor holdet skal arbejde på at blive endnu mere sammenspillet og endnu mere skarpe i de afgørende faser af spillet. Det er der både tid og ro til nu. Men først skal benene hviles lidt. Et spændende forår venter forude.

Jammerbugt FC – Middelfart: 2-0 (1-0)
26’ Rødt kort – Mads Lier, Middelfart
26’ 1-0 Christoffer Hansen, Jammerbugt FC (straffespark)
55’ 2-0 Michael Nielsen, Jammerbugt FC