Facebook

Herrer-fight sikrede 2-2 til sidst

Conor.jpg
25-09-2010

(Foto: Conor O´Brien scorede sit første mål mod Brabrand)

 

Blokhus FC   -   Brabrand   2-2  (0-0)

0-1 Hans-Christian Høy  52. min

0-2 Jonas Hvilsom  55. min

1-2 Conor O´Brien  66. min

2-2 Peter Tranberg  93. min  (Str.)

 

Blokhus FCs startopstilling:

Målmand: Simon Enevoldsen

Forsvar: Simon Rosenqvist, Jonas Westmark, Andreas Damgaard, Kasper Stiller

Midtbane: Conor O´Brien, Malthe Nygaard, Muhammed Akinci, Peter Tranberg, Christian Overby

Angreb: Jeppe Østenkær

 

På bænken: Mads Severinsen, Micky Malling, Nickolaj Thomsen

 

Af Torben Pedersen

Sikke da et drama. Det er følelsen man sidder med efter dagens hårde fight, hvor både Blokhus og Brabrand fightede fortrinligt. Men set ud fra spil og chancer og kampen som helhed, er det nærmest ufatteligt at gæsterne overhovedet fik noget med hjem.

Men gæsterne formåede i starten af 2. halvleg at chokere hele Jetsmark Stadion, da de scorede 2 mål inden for 3 minutter, som begge kom som lyn fra en klar himmel. Hele 1. halvleg igennem pressede Blokhus FC Brabrand ned på egen banehalvdel, og ingen kunne have sagt noget, hvis hjemmeholdet havde ført med to ved pausen, hvilket de også burde.

Derfor var de to lynscoringer i 2. halvleg også noget af et chok, for det var reelt Brabrands første to chancer i kampen. De lange høje bolde op på de offensive spillere, vandt gæsterne stort set alt af, mens skarpheden var en by i Rusland. Ikke et sekund i 1. halvleg var Simon Enevoldsen under pres i Blokhus-målet.

Men som Cheftræner Søren Kusk korrekt sagde til optakten, er Brabrand er pokkers vanskligt mandskab at spille mod. Men det var bare ikke sådan det så ud i dag, for Blokhus FC sad på kampen og styrede tingene fuldstændigt hele 1. halvleg.

Efter pausen skete der ting og sager, for først scorede et yderst passivt og defensivt Brabrand-hold to gange, hvilket kun kan siges er yderst effektivt, og hjemmeholdet vaklede lidt lige derefter. Men som det er set før denne sæson, spiller holdet med troen på at man ikke kan tabe. Og den positive spirit i truppen gav yderligere kræfter på banen.

Og da stadion-uret rundede det 66. minut, tilspillede Blokhus FC sig endnu en dødbold, denne gang et hjørnespark. Anfører Peter Tranberg løb ud til hjørneflaget, og sparkede bolden ind i klumpen af spillere foran Christian Stensborgs mål. Først på bolden kom Conor O´Brien, og hans hovedstød strøg i nettet ved bagerste stolpe. Jublen på lægterne rungede, mens amerikaneren kunne noterer sig sit første mål for Blokhus FC. Han har tidligere været yderst tæt på, men idag brød han måltørken, og er for alvor igang.

Derfra gik det kun en vej! - Mod nordenden af Jetsmark Stadion hvor Brabrand allerede havde stillet forsvarsmuren op med 7-8 mand på et meget lille område. Den ene nærkamp efter den anden, gjorde kampen yderst seværdig, mens spændingsmomentet ikke kunne være højere.

Efter et hav af bolde ind i feltet uden resultat, lykkedes det omsider i overtiden at få fodboldspillets største chance, da dommeren fløjtede straffespark til hjemmeholdet, begået af den tidligere ungdomsspiller i Jetsmark, Frank Winding. Og tidligere i kampen begik også endnu en tidligere Jetsmark-spiller, Christoffer Mørk også et straffespark, men mens hele stadion samt spillere appelerede til dommeren, blev der dømt frispark i modsatte retning, hvilket uden tøven var en stor fejl, idet Brabrand-spilleren helt tydeligt ramte bolden med hånden i en nærkamp i luften. Håndens position langt over eget hoved var ikke til at tage fejl af, og derfor også et straffespark der fejlagtigt ikke blev dømt.

Til dommerens fordel skal det så siges, at kampen var meget hektisk til sidst med mange ting at holde øje med. Underholdning, fight, drama og 4 mål. Kampen indeholdt stort set alt, og endte som bekendt uden vinder eller taber. Men som tilskuere gik man sørme ikke forgæves i dag.

Herfra er der dog stadig ikke den mindste tvivl om, at Blokhus FC både burde og også fortjente sejren, efter en af de bedre kampe i sæsonen. Men modsat er det svært at klage efter at have været bagude 0-2, og alligevel få 2-2 i overtiden. Det korte af det lange er at, vi kunne leve med uafgjort, det kunne Brabrand knap så godt.