Facebook

Fight og træksikkerhed skal give sejr

dbda38711680e5e74c07a4a3b3f1adbb.jpg
02-10-2015

Af Thomas Jansen

De blåblusede er efterhånden mere end sultne efter en sejr. Det er nogle kampe siden der sidst er rullet tre point ind på kontoen, men nu skal det være.

Lørdag går turen til Riisvangen Stadion, hvor Aarhus Fremad står klar til at give Jammerbugt FC kamp til stregen. Aarhusmandskabet er ude efter revanche oven på Jammerbugt FC’s 2-1 sejr på Sparekassen Vendsyssel Arena i sæsonpremieren. Meget sket siden og begge hold har brug for point. Skal Jammerbugt FC holde top fire inden for rækkevidde, skal der til at hives sejre hjem igen, og det er derfor også missionen i weekeden.

- Det er uden tvivl en vigtig kamp for os, og den blev endnu mere vigtig med nederlaget til Brabrand i sidste runde, understreger Frode Langagergaard forud for kampen, hvor der skal kæmpes for succes.

- Jeg forventer helt sikkert en svær kamp. Jeg mener Aarhus Fremad er et bedre hold end deres placering viser. De har ikke helt haft tur i den. De har været foran flere gange, men så smidt det igen. Men det er et homogent hold med kvalitet i alle kæder, vurderer Jammerbugt FC cheftræneren.

Selvom den jævnbyrdige Kanal Sport Division byder på endnu en svær opgave, så er der ikke tvivl i Jammerbugt FC lejren om hvad det kræver at finde vej tilbage på vindersporet.

- Vi skal være klar fra start, være aggressive, kæmpe og hjælpe hinanden. Vi vil spille med en kontrolleret offensiv og gå efter den sejr vi har brug for, så vi igen kan komme tilbage på sporet. Derfor er det naturligvis også afgørende, at vi få scoret på vores chancer nu, slutter Langagergaard, som trods den beskedne pointhøst i de seneste runder, har fuld tro på tingene inden weekendens kamp.

Den vigtige kamp spilles lørdag d. 3. oktober kl. 15.00 på Riisvangen Stadion. Her får den hele armen og forhåbentlig med en flok medrejsende blåblusede tilskuere til at give det sidste skub mod de tre point.