Klik på de to links og følg stillingerne i forårets slutspil.

 

Oprykningsspil

 

Nedrykningsspil

Facebook

Flot sæson rundet af med klubfolk i fokus

IMG_1059.jpg
05-11-2017

Af Thomas Jansen

Det var i virkeligheden nok ikke kampen, som var det egentlige højdepunkt i Jammerbugt FC’s sidste runde i 2. Division.

Godt nok gik de blåblusede på banen for at slutte af med en sejr, og selvom pointene var uden betydning, så var det tydeligt, at Jammerbugt FC var klar til at lægge endnu en arbejdsindsats for dagen mod gæstende IF Lyseng. Men det var ikke mindst det, der foregik uden om kampen, som satte klapsalverne i gang og trængte ind under huden denne eftermiddag.

Men lad os starte med kampen, hvor Jammerbugt FC fra start satte sig på spillet og allerede efter 10 minutter kom første jubelråb. Flot forarbejde og oplæg af Viktor Ahlmann gjorde at Christopher Denius kunne bringe hjemmeholdet i front på en god first timer. Et ganske glimrende mål.

Godt fem minutter senere svarede gæsterne fra Lyseng dog igen, og det på et mål, der bragte minder frem fra Faxe’s drøn en forårsdag i 1992. Jep, vi må bare indrømme, at den blev ramt lige i r…. En kanonkugle fra distancen, som nærmest flåede netmaskerne fra hinanden og så stod det 1-1.

Men Jammerbugt FC ville mere og netop som den halve time blev rundet, blev Viktor Ahlmann nedlagt i feltet og Michael Byskov gjorde klar til at sparke. Denne gang gik turen endnu længere tilbage af memory lane. I stedet for at sende bolden i nettet, sendte Byskov nemlig minderne tilbage til 1984 og et par iturevne Elkjær short. Bolden blev nemlig sendt over mål og 1-1 stod det stadig på måltavlen ved pausen.

Byskov var dog lige ved at gøre skaden god igen få minutter senere, da et par Lyseng spillere blev afdriblet og et giftigt indlæg sendt i feltet. Desværre manglede den ellers lange Lasse Steffensen en ekstra centimeter eller to for at prikke bolden i nettet.

Lige efter pausen var det så Michael Byskovs tur til at blev sendt i græsset inde i feltet. Men heller ikke denne gang skulle det lykkes. Viktor Ahlmann tog sigte, men blev reddet af målmanden. I det hele taget var  det lige ved og næsten resten af kampen. Mange fine angreb manglede den sidste afgørende aktion og så blev det ved de 1-1 i sæsonens sidste kamp.

Selvom det ikke blev til sejr i sæsonens sidste opgør, så var en uafgjort til at leve med, og der indsatser at hylde under alle omstændigheder.

Udover holdets flotte 2017 var det således et par vaskeægte klubmænd, der stjal billedet denne eftermiddag. Først Jan Rasmussen, som inden kick off blev anerkendt for sine mange år i klubben, nu hvor støvlerne skulle på hylden. Senere kunne den loyale højre kant lade sig udskifte til stående klapsalver for at træde ud på den anden side af kridtstregen, og ind i en ny rolle som assistenttræner. Et fint øjeblik på Sparekassen Vendsyssel Arena.
 


I pausen mellem de to gange 45 minutter havde klapsalverne også lydt. Her var det blevet tid til at hylde endnu en person, nemlig tidligere klubformand, og ikke mindst ildsjæl og klubmand uden lige, Finn Larsen, som med pæne og velfortjente ord samt kæmpe bifald fik overrakt DBU Jyllands hæderstegn for hvad der vel bedst beskrives som en tæt på livslang passioneret indsats i klubben. En seance, der gav masser af varme til de mange efterårskolde tilskuere. Jo, der var bestemt noget at fejre denne dag på Sparekassen Vendsyssel Arena.

Sidst og ikke mindst naturligvis også sæsonens præstationer på banen. Et nervepirrende forår endte med en flot redningsaktion, hvorfra det kun er gået en vej. Førstepladsen er sikret og oprykningsspil er næste udfordring. Så selvom skyerne var grå og kampen, med to straffespark til de blå, fes ud i et uafgjort 1-1 resultat, så kunne glæden, forløsningen og jublen ingen ende tage, da sæsonens sidste fløjt lød og spillernes omklædningsrum, som et lille ekstra klap på skulderen, var omdannet til en stor fest med DJ og rullebar med skummende fadøl.

Et forrygende fodbold lakker mod enden og hvilken bedre måde at runde af på end med den kommende pokalkamp med Superliga udfordringen fra SønderjyskE.

Til alle støtter på lægterne gennem sæsonen skal fra Sparekassen Vendsyssel Arena og Jammerbugt FC lyde en kæmpe tak for opbakningen!