Facebook

Forårets første sejr i hus

62dc255a27b1a62c14483dd4ef0ebaf2.jpg
27-04-2013

Af Thomas Jansen

Den blå bølge kunne lørdag eftermiddag rulle hjem til Jammerbugten med tre point i bagagen efter en 3-1 sejr i Kjellerup.

Efter et nederlag og en uafgjort bød lørdag eftermiddag på forårets første sejr, og det til stor tilfredshed for cheftræner Bo Zinck.

- Vi har manglet at være på i alle 90 minutter. Det præsterede vi i dag, fremhæver en tilfreds cheftræner Bo Zinck, som måtte rive sig lidt i håret i første halvleg, hvor der kunne være grundlagt en komfortabel føring inden pausete’en.

- Jeg mener vi kunne have ført 2-0 eller 3-0 allerede ved pausen. Vi har nogle rigtig store chancer de første 45 minutter, men ind ville de ikke.

Det ville de til gengæld efter en times spil, hvor overtaget i spil og chancer endelig blev belønnet med mål. Det første fra Søren Reese og derefter fra Malthe Nygaard og Steven Miller i kampen sidste ti minutter. I kampens absolutte slutfase pyntede hjemmeholdet Kjellerup til slutresultatet 3-1 efter et straffespark

- Det er nogle gode mål vi får scoret, og det at vi igen, for anden gang i træk, scorer tre mål er rigtig positivt. I det hele taget var der mange positive ting at tage med videre. Vi hjælper hinanden inde på banen, vi arbejder utroligt hårdt, vi spiller godt, vi holder dem væk fra chancer indtil kampens slutning og vigtigst af alt så vinder vi, fortæller Bo Zinck og slår fast;

- Og det kræver altså en god præstation dernede.

Kampen i Kjellerup var den første i en periode med et meget travlt program, og i den kommende uge venter to hjemmekampe. Den første af dem mod Ringkøbing IF onsdag aften, og her er Bo Zinck hurtig til at skitsere opskriften på endnu en sejr.

- Vi skal tage alt det gode vi lavede mod Kjellerup med videre, og kan vi præstere på samme vis mod Ringkøbing så har jeg en stor tro på endnu tre point.

Lykkes den mission avancerer Bo Zincks unge tropper til en flot tredjeplads inden det lørdag gælder BSV, også på hjemmebane.

Blokhus FC’s trup til dagens kamp:

Simon Enevoldsen – Marc Pedersen, Casper Nordström, Søren Reese, Glenn Schreiber – Kasper Knudsen ( Sergen Inekci), Malthe Nygaard, Daniel Moth (Nick Svendsen), Mike Nørgaard (Mads Severinsen) – Jan Rasmussen – Steven Miller.

Bænk: Jens-Erik Juul Larsen, Mikkel Holm, Mads Severinsen, Nick Svendsen, Sergen Inekci.