Facebook

Forberedelserne forløber lovende hos U17

Martin_Jensen_U17.jpg
12-03-2014

Af Thomas Jansen

Det er ikke kun i divisionstruppen, at der er gang i forårsforberedelserne, også de unge talenter er i fuld gang.

Både U17 og U19 drengene er godt undervejs frem mod den kommende forårssæson. Hos Jammerbugt FC U17 fortsætter træner Martin Jensen sit gode arbejde fra sidste sæson, og de unge talenter er da også kommet fint fra land i det nye år.

- Vi har haft en godkendt sæsonstart, hvor det indtil nu er blevet til tre kampe med førsteholdet og alle tre kampe er blevet vundet med henholdsvis 5-0 over Aalborg KFUM, 5-1 over Løgstør IF og 3-1 over Koldby-Børgum, fortæller Martin Jensen, som glæder sig over at se, at de unge spillere fortsætter hvor de slap i efteråret.

- Jeg kan se vi fortsætter de gode takter fra efteråret. Vi har stadigvæk god fart i bolden og jeg syntes vi spiller noget rigtig flot fodbold. Vi er gode til at åbne spillet og få vores modstander ud at løbe. Ligeledes er vi blevet bedre på bolden, og vi læser hinanden flot, så alt tyder på at vi kan lave nogle gode resultater i foråret.

Positiv stemning og stærkt sammenhold
Uden for banen er der også positivitet at berette om, og det giver sæsonforberedelserne og sammenholdet ekstra styrke.

- Vi har stadigvæk en god stemning i truppen, som jeg mener er yderst vigtigt. Der har heldigvis ikke været nogen, som har skiftet klub i vinterpausen. Tværtimod har vi haft tilgang af to nye, beretter U17 træneren, som forventer at blande sig i toppen af tabellen i den kommende sæson.

- Vi har snakket om vores forventninger til den kommende sæson, og alle på holdet er enige om at en top 3 placering er målet. Det ville være et godt resultat og det kræver vi alle sammen gør vores bedste for at nå dette resultat.

Ny assistenttræner tilknyttet

Martin Jensen har til denne sæson fået styrket teamet omkring holdet, idet Jammerbugt FC U17 har fået tilknyttet en assistenttræner i form af Firsas el-sayed.

- Firsas er ikke mindst rigtig dygtig til at skabe en positiv stemning og vi er alle sammen rigtig glade for han har sagt ja til rollen som assistenttræner og holdleder og byder ham velkommen til, siger en glad U17 træner.

Sejr over seniorhold
At det ser positivt ud, bekræftes af den seneste kamp, hvor de unge talenter sejrede over serie 2 mandskabet Koldby-Børgum med hele 3-1.

- At vi kan gå på banen og være dominerende mod et serie 2 hold, der måske burde være mere dominerende i fart og fysik, er utrolig flot, fremhæver Martin Jensen og tilføjer;

- Vi spiller dem rundt i de første 45 minutter og viser det høje niveau som holdet har. Alt i vores spil hænger sammen, og vi er bedre end modstanderen i alle spillets facetter. Vi står sammen som et hold og vinder som et hold. Der var høj fart i bolden, vores pasningsspil er i en klasse højere, vi presser dem på alle boldene, der gør at deres spil falder sammen og de får mange fejlafleveringer i deres spil. Vi spiller hurtigt op og bliver farlige når vi får omstillingerne, og vores forståelse for hinanden bliver bare bedre og bedre. Alle, heriblandt også vores målmand, som napper et straffespark, spillede en god kamp, så alt i alt en godkendt dag, slutter Martin Jensen inden endnu et træningspas skal afvikles frem mod sæsonstarten.

Med andre ord er der masser af positive elementer at berette fra U17 lejren, som tager hul på forårets turneringskampe i Mesterrække 2 lørdag d. 5. april ude mod AaB.

Jammerbugtfc.dk tager ligeledes en status på forberedelserne i U19 truppen en af de kommende dage.