Facebook

Fort Jammerbugt skal forsvares med angreb

FrodeL-profil.jpg
04-09-2015

Af Thomas Jansen

Sæsonen er nu fire kampe gammel og for Jammerbugt FC er status to sejre og to nederlag. Med andre ord har det været op og ned indtil videre denne sæson.

Lørdag venter 5. runde og så skulle det gerne være op igen. Mønstret har været en stærk hjemmebane og lange ture tomhændet hjem fra udebane. Nu venter en hjemmekamp i kommende weekend, her kommer Odder IGF på besøg, og så skulle Jammerbugt fortet gerne forblive intakt.

- Som det også var tilfældet ved seneste hjemmekamp, handler det lørdag om, at vi skal tilbage på sporet. Sæsonens to første udekampe er ikke forløbet som vi havde håbet. Det er blevet til to nederlag og alt for mange inkasserede mål, evaluerer Jammerbugt FC cheftræner Frode Langagergaard, der heller ikke fik noget med hjem fra lokalopgøret i Thisted.

- Senest måtte vi se os slået af Thisted FC og det var vi bestemt ikke tilfredse med. Vores 1. halvleg var ganske enkelt ikke god nok og selvom vi kom godt tilbage efter pausen, var det ikke nok til at vende det. Vi skal blive bedre på udebane, understreger Langagergaard, der slår over i en mere rolig stemmeføring når samtaler drejer ind på Sparekassen Vendsyssel Arena.

- På hjemmebane har det været en anden historie. Her har vi maksimum point efter de to første kampe. Det kan vi bedre være tilfredse med, og det er vi også. Nu handler det om at bygge videre på denne positive statistik. Vores hjemmebane skal være et sted, hvor vi er trygge og spiller noget god fodbold – og ikke mindst et sted, hvor vi vinder, fremhæver Jammerbugt FC cheftræneren og fremhæver inden han retter tankerne på den forestående kamp mod Odder.

- Det gælder også lørdag, men Odder er et hold, som hvis de rammer dagen, kan gøre det svært for ethvert hold. Det er et stærkt hold og får vi ikke presset dem, så får vi problemer. Er vi derimod klar og gør de ting vi skal, så er jeg sikker på vi kan vinde kampen.

Lørdagens modstander Odder har selv tre point for sæsonens fire første kampe, og en sejr til Jammerbugt FC lørdag vil betyde, at der bliver lidt luft ned til weekendens gæster. Ender det derimod i et nederlag, er historien en helt anden. Så der er endnu en vigtig kamp på programmet, og Odder, der har hentet sine point netop på udebane, kan vise sig at være en hård nød at knække. Men den blå ruller og er opsat på at komme tilbage på sejrskurs samt fastholde den gode hjemmebanestatistik. Målet er sejr.

Jammerbugt FC mod Odder IGF fløjtes i gang lørdag d. 5. september kl. 15.00 på Sparekassen Vendsyssel Arena.