Facebook

Fortjent sejr og flot punktum på hjemmebane

004-7.JPG
Sonny Jakobsen scorer her det første af sine to mål i 4-1 sejren over Skovbakken IK.
01-11-2014

Af Thomas Jansen

Jammerbugt FC spillede lørdag sæsonens sidste kamp på Sparekassen Vendsyssel Arena, og her skuffede de blåblusede ikke.

Det var ellers en af de sværere modstandere som stod på den anden side af midterlinjen. Her havde Skobakken IK, som har gjort særdeles god figur denne sæson, nemlig taget plads. Den stærke modstander rørte dog ikke Jammerbugt FC, som fra første fløjt blæste til angreb.

Kampen var ikke mange minutter gammel før gæsterne fra Skovbakken fik en forsmag på hvad der var i vente. Et stolpe skud endte hos Nickolaj Thomsen, som således fik serveret en gylden målchance. Jammerbugt FC’s angriber forspildte desværre muligheden og frygten for det skulle blive endnu en af de dage, hvor bolden ikke vilde i nettet begyndte så småt at komme snigende. Denne frygt blev imidlertid hurtigt begravet og Nickolaj Thomsen tog i øvrigt også revanche senere i kampen.

Men efter blot seks minutter var det Sead Gavranovic som åbnede scoringen, da offensivspilleren sendte bolden i nettet til 1-0, og der gik ikke meget mere end tre minutter før det var en anden fra den blå offensiv som slog til. Nr. 9 Sonny Jakobsen strøg som så ofte før fri fra modstanderens forsvar i et af sine glidende karakteristiske løb med bolden klistret til støvlerne. Han sluttede løbet af med sikkert at sende kuglen forbi Skovbakken keeperen og i nettet på ny. 2-0 til Jammerbugt FC inden stadionuret havde rundet 10 minutter. Jo Jammerbugt FC havde fundet den efterlyste skarphed frem og nu sad de godt og solidt på årets sidste opgør på Sparekassen Vendsyssel Arena.

Spillet fra godt fra Jammerbugt FC, som resten af 1. halvleg styrede slagets gang og holdte Skovbakken væk fra eget mål. Det eneste der manglede var målet til 3-0, som kunne lukke kampen endeligt. Og kort før tid kom muligheden. Søren Lynge fik tilkæmpet sig et straffespark, da han blev nedlagt i feltet. Jan Rasmussen tog ansvaret for sparket på sine skuldre. Desværre sendte den hurtige Jammerbugt FC bolden til samme side som Skovbakken keeperen havde valgt. Han fik handskerne på og så stod det fortsat 2-0 da der blev fløjtet til pause.

Efter de 15 minutters hvil, kom gæsterne fra Skovbakken mere med i kampen, og  ti minutter inde i 2. Halvleg skete det hjemmepublikum frygtede. Skovbakken fik tæt under mål reduceret til 2-1, og så var kampen pludselig pivåben igen. Nu skulle Jammerbugt FC’s spillernes styrke på prøve, og heldigvis svarede hjemmeholdet hurtigt igen. Efter en times spil var Sonny Jakobsen på ny manden med målet. Fra kanten af feltet og fra spidsvinkel fik Jammerbugt FC 9’eren bolden i medløb og klappede første gang. Bolden strøg fladt i det lange hjørne. 3-1 og der var nu lidt ro på nerverne igen. Fem minutter senere kom så den reelle afgørelse. Denne gang var det Nickolaj Thomsen som fik sin revanche for den tidlige afbrænder. Et indlæg  fra Malthe Nygaard endte via en Skovbakken spiller for fødderne af Nickolaj Thomsen, som denne gang ikke svigtede. 4-1 og så blev bolden endda sendt over stregen med venstreskøjten.

Skovbakken IK forsøgte at svare igen, men en på overliggeren og et mål på den efterfølgende repost annulleret for offside var det tætteste gæster kom på at indhente den komfortable Jammerbugt FC føring. Dermed kunne Jammerbugt FC efter de 90 minutter glæde sig over en fortjent sejr og et flot punktum for fodboldåret på Sparekassen Vendsyssel Aren. Nu venter to udekampen inden vinterpausen for alvor sætter ind. Den første af slagsen er på Fyn mod rækkens tophold Marienlyst. Den spiller lørdag d. 8. november kl. 13.00.

Jammerbugt FC – Skovbakken IK: 4-1 (2-0)
6’ 1-0 Sead Gavranovic, Jammerbugt FC
9’ 2-0 Sonny Jakobsen, Jammerbugt FC
56’ 2-1 Jakob Rittig, Skovbakken IK
60’ 3-1 Sonny Jakobsen, Jammerbugt FC
65’ 4-1 Nickolaj Thomsen, Jammerbugt FC