Facebook

Fra fodbold til farmand og fysioterapeut

HauckeTakkerAf.jpg
31-01-2017

Af Thomas Jansen

Det har været en ekstraordinær travl vinterpause for Jammerbugt FC’s Emil Haucke, som udover at være blevet færdiguddannet fysioterapeut også er blevet far for første gang.

Med nystiftet familie og nyt job at tage hensyn til, har Emil Haucke efter længere tids overvejelser valgt at sætte fodboldkarrieren på stand by.

- Jeg har valgt at holde en pause fra fodbolden den kommende tid, da jeg både er blevet far og har færdiggjort min uddannelse. Jeg har nu et job, der kræver, at jeg i starten er villig til, at arbejde mange sene eftermiddagstimer. Dette, sammenholdt med mit nye liv som familiefar, gør at jeg ikke kan få puslespillet til at gå op med livet som fodboldspiller på eliteplan, forklarer Emil Haucke og tilføjer;

-  Det er jeg selvfølgelig rigtig ked af, da jeg stort set hele mit liv har spillet fodbold og fodbolden derfor er blevet en del af min identitet.

Udover at skulle vende sig til sin nye identitet og sin nye hverdag, erkender Jammerbugt FC’s nu forhenværende anfører, at det bliver et stort afsavn, at skulle undvære sin fodboldfamilie. Samtidig er Emil Haucke dog ikke i tvivl om, at fremtiden ser lys ud for holdet, han utallige gange har ført ind på grønsværen i Jammerbugten.

- Jeg vil se tilbage på tiden i Jammerbugt FC med stor glæde. Jeg har haft mange gode øjeblikke i klubben, både på og udenfor banen. Det har været en kæmpe fornøjelse, at arbejde sammen med spillere, ledere og alle de mennesker, som lægger en kæmpe indsats til fordel for klubben. Der har været op- og nedture, og specielt i den seneste tid har der været nedture, som har været hårde, men også meget lærerige. Heldigvis synes jeg det ser lyst ud for klubben forud for et afgørende forår, understreger Emil Haucke, inden han takker af for denne gang.

- Jeg ønsker alle i og omkring klubben al mulig held og lykke i fremtiden og jeg tror fuldt og fast på, at drengene og klubben nok skal klare sig, når sæsonen til sommer er slut. Der er mange spillere med et stort potentiale, som nok skal blive forløst, så jeg er fortrøstningsfuld.

Fra Jammerbugt FC skal til Emil lyde en stor tak for indsatsen samt et stort tillykke med både uddannelse, job og ikke mindst det lille ny familiemedlem – god vind fremover, kaptajn!