Facebook

Fuld fart frem – Valby venter forude

Justesen.jpg
07-04-2017

Af Thomas Jansen

3-0 resultatet over Næsby var Jammerbugt FC’s første sejr i lang tid og den gode præstation samt de tre point har givet et positivt skub til stemningen og troen i truppen.

Det er lidt som nu, hvor foråret melder sin ankomst, og man fornemmer, at der er noget godt på vej. Det er hele er lidt lysere og sommeren er lige om hjørnet. Helt så medrevet er man måske ikke i Jammerbugt FC lejren, hvor man bestemt glædes over at smage sejren igen, men samtidig også har hevet armene ned, så arbejdshandskerne kan påføres på ny. Der er nemlig planer om flere sejre og så handler det jo først og fremmest om den kommende kamp lørdag, ude mod Boldklubben Frem på  Valby Idrætspark.

- Vi glæder os naturligvis over sejren. De tre point var virkelig vigtige og det samme var følelsen af igen af få en sejr. Men vi har også taget arbejdshandskerne på igen. Vi skal jo gerne have flere end blot den ene sejr, indleder Jammerbugt FC cheftræner, Lars Justesen forud for forårets fjerde runde, der sender den blå bølge til Sjælland.

- Nu går turen til Frem og det bliver en spændende kamp på flere parametre. Valby Idrætspark har normalt mange tilskuere og er i det hele taget et fint stadion at besøge. Det glæder vi os til. Samtidig er Frem også kommet godt fra land i foråret, så det bliver interessant, forklarer Justesen om opgøret mod Frem, der ligesom Jammerbugt FC har to uafgjorte og en frisk sejr fra forårets første tre kampe.

Frem topper tabellen inden mødet med Jammerbugt FC, men har alligevel haft udfordringer siden oprykningsspillet glippede. Hos Jammerbugt FC går man til opgaven med en god blanding af respekt for modstanderen og tro på egne evner.

- At Frem ikke kom med i oprykningsspillet har kostet dem lidt på spillersiden, hvor et par profiler har søgt væk. Derfor har Frem også haft behov for at skulle køre nogle nye i stilling her i foråret første kampe.  Men de er et hold, der gerne vil spille fodbold og som er teknisk dygtige, men også fysisk stærke i bagkæden. Jeg så dem blandt andet i pokalkampen mod Brøndby IF, som de næsten spillede lige op med. Så alt i alt et rigtig stærkt fodboldhold, lyder den overordnede vurdering fra Jammerbugt FC cheftræneren, inden vurderingerne vendes indad.

- Hvis vi arbejder hårdt, sammen som hold, så tror vi også på et godt resultat. Men vi skal ramme vores topniveau, hvis vi skal have de tre point. Vi har været defensivt solide i de første kampe og fik i seneste kamp også gang i vores offensiv, hvor det var fantastisk at se, at flere af de ting vi arbejder med igen og igen på træningsbanen bliver overført til kamp, forklarer Lars Justesen og uddyber;

- Ved det første mål mod Næsby, spiller vi os igennem på et opspil, som vi har trænet hele ugen. Det giver selvtillid og det giver en tro på, at det vi arbejder med, også er det rigtige. Noget af det vi skal være bedre til er vores omstillingsspil, hvor vi skal være lidt skarpere, så vi får mere ud af disse situationer. Det er blandt andet noget af det, vi har fokus på nu. Men vi føler os klar. Vores offensive spillere fik scoret mod Næsby og har fået selvtillid af det, mens det samme gælder vores defensiv, som holdte nullet. Så det er hele vejen rundt, at vi har fået et løft og det skal vi nu føre videre mod Frem. Derfor er det også så vigtigt, som jeg indledte med at sige, at vi hurtigt har fået armene ned og fortsat det hårde arbejde. For det bliver tæt det her løb, hele vejen igennem foråret, og hvert point tæller.

Forhåbentlig kan der tælles til tre, når slutfløjtet lyder på Valby Idrætspark lørdag eftermiddag. Men ærmerne skal smøges op og hovederne være fokuseret, når det gælder den spændende kamp mod Boldklubben Frem. Det er d. 8. april kl. 15.00.

Husk i øvrigt der er mulighed for at følge divisionskampe live her: https://mycujoo.tv/