Jammerbugt FC Tipsdysten

Top 3 inden 9. runde:
7 rigtige - Revisionshuset Tal & Tanker
6 rigtige - Tømrermester Kristian Madsen
5 rigtige - Hos Banen

Se tippernes bud på kommende kamp mod Marienlyst her

Facebook

Fuldt fokus på ny finale

FrodeProfil.jpg
30-10-2015

Af Thomas Jansen

Det er ikke mange fodboldhold, som formår at spille så mange finaler på en sæson, som Jammerbugt FC gør dette efterår.

Der er naturligvis ikke tale om finaler i bogstavelig forstand, men den nye struktur og den jævnbyrdige række, har gjort dette til et særligt spændende efterår for Jammerbugt FC. Fra weekend til weekend er der så meget på spil, men afgørelsen lader alligevel vente på sig – i hvert fald hvad angår den sidste af de fire placeringer, der giver en billet til oprykningsspillet. Fire hold slås om pladsen og lørdag møder Jammerbugt FC et af dem i form af Odder IGF.

- Det lyder utroligt, men vi er ved at vende os til at spille finaler, starter Jammerbugt FC cheftræner, Frode Langagergaard, med smil på læben.

- Der er en god stemning og en god fornemmelse i truppen. Vi har troen på at gør vi en god indsats, så kan vi vinde kampen. Vi skal vinde kampen, understreger Frode Langagergaard og fortsætter;

- Vi frygtede måske lidt hvilken reaktion Thisted kampen ville resultere i, selvom vi spillede en god kamp. Men vi kan konstatere, at vi har formået at holde fokus på de positive ting og bevarede troen på, at vi kan levere en god præstation igen.

Selvom netop lokalopgøret mod Thisted FC har fyldt særligt meget i bevidstheden den seneste uges tid, så har Jammerbugt spillerne formået hurtigt at rette fokus fremad mod den resterende del af efterårssæsonen.

- Vi ser kun fremad. Det er i denne fase afgørende at vi holder fokus på opgaven foran os, og den hedder Odder i weekenden. Vi skal ikke se tilbage, men kun fokusere på de ting vi kan gøre noget ved, forklarer cheftræneren, som i den daglige træning kan se, at det er lige netop det spillerne gør.

- Vi virker tændt og klar. Jeg er ikke i tvivl om at vi er gode nok til at vinde, både i Odder og i den sidste kamp. Mod Odder handler det om at vi står rigtigt og at vi kan lægge et forholdsvist højt pres. Vi skal tage kampen til dem. Men samtidig skal vi have banen med i betragtning. På denne tid af året falder kvaliteten af banerne og flere tilfældigheder begynder at spille ind, så skal være mentalt klar til at opstille os på dette, slutter Frode Langagergaard inden forberedelserne til en efterårsfinale skal varetages.

Den blå bølge ruller mod Odder lørdag d. 31. oktober, hvor fløjten lyder kl. 14.00.