Klik på de to links og følg stillingerne i forårets slutspil.

 

Oprykningsspil

 

Nedrykningsspil

Facebook

Fyn forude

Zinck.jpg
15-08-2014

Af Thomas Jansen

I morgen lørdag d. 16. august ved middagstid kan Jammerbugt FC’s divisionspillere så småt begynde at ane Fyns land fremme i horisonten. 

I sæsonens anden runde går turen nemlig til Middelfart, hvor der skal kæmpes for at have point med om bord når Fyn senere på dagen er at finde i bakspejlet.

Efter uafgjort 1-1 hjemme mod FC Svendborg i sæsonpremieren og en efterfølgende sejr på 3-0 ude over Hirtshals Boldklub i pokalturnering, gælder det i weekenden således den tredje kamp i sæsonens første uge. Der er med andre ord kommet fuld fart på sæsonen, hvor et udfordrende startprogram tester både truppens kvalitet og kvantitet. Det gælder også lørdag, for som det højst sandsynligt vil lyde mange gange denne sæson, grundet den stærke og jævnbyrdige 2. division vest, så venter der en hård dyst i weekenden.

- I et svært startprogram går vi endnu en svær kamp i møde. En udekamp mod Middelfart, som har oprustet markant, bliver bestemt ikke nemt. De har hentet nogle meget stærke spillere, hvor blandt andre Kenneth Fabricius med Superligaerfaring er en af dem. Så de ser stærke ud i år, opsummerer Jammerbugt FC cheftræner Bo Zinck om weekendens modstander Middelfart.

Middelfart måtte dog se sig slået med 2-0 på Skovbakkens græs i sæsonpremieren og det kan meget vel være en tidlig indikation på hvor jævnbyrdig rækken er i indeværende sæson. Derfor forudser Bo Zinck da også en svær, men tæt kamp i Middelfart lørdag.

- På hjemmebane ligner Middelfart favoritter, men vi kommer med en god 2. halvleg mod FC Svendborg og en sejr i pokalturneringen, og det er vi klar til at bygge videre på. Hvis vi præsterer på det niveau, jeg ved vi kan, så tror jeg helt sikkert på, at vi får point med hjem. Men det bliver en svær og spændende test for os, understreger cheftræneren, som i det hele taget ser frem til at aflægge Middelfart et besøg.

- Det er et godt sted at spille med en god bane og hyggelige omgivelser, og jeg tror det kan blive en god kamp. Jeg glæder mig, men det kræver virkelig at vi er klar fra første til sidste fløjt.

Det første fløjt i Middelfart lyder kl. 14.00 lørdag d. 16. august og her skulle den blå bølge på ny gerne rulle for fuld kraft i bestræbelserne på at bringe point med hjem til Jammerbugten.