Facebook

God bredde i en ung talentfuld Blokhus FC trup

Zinck_med_nye_spillere_foraar_2013.jpg
Bo Zinck sammen med Emil Hansen, Sergen Inecki, Kenneth Skov Nielsen og Mike Nørgaard samt i forgrunden Jacob Nielsen og Steven Miller.
22-03-2013

Af Thomas Jansen

Trods vintervejret nærmer foråret og sæsonstarten i fodboldens 2. division sig med hastige skridt, og hos Blokhus FC er man efter en lang forberedelsesfase nu kampklar.

Vinterpausen i Blokhus FC er blandt andet blevet brugt til sikre sig kontraktforlængelser med profilen Jan Rasmussen samt unge og talentfulde Søren Reese. To vigtige forlængelser ifølge Blokhus FC cheftræneren Bo Zinck.
- Jan er med sine kvaliteter og erfaring en meget vigtig spiller for os, og i vores travle forårsprogram får Reese, som er en meget alsidig spiller, ligeledes en vigtig rolle at spille, forklarer Bo Zinck.

To spillere har imidlertid også sagt farvel i vinterpausen. Angriberen Christoffer Hansen, er blevet solgt til FC Hjørring og forsvarsspilleren Jonas Westmark har taget turen til Norge for at arbejde. Flere har dog sagt goddag end farvel i Blokhus FC i løbet af vinteren, hvor der er sikret nye kræfter i form af i alt otte nye spillere i divisionstruppen.

Således er der blevet budt velkommen til offensive kræfter i form af Mike Nørgaard, der kommer til fra Lindholm IF samt Sergen Inecki, som slutter sig til fra AaB. Derudover er den amerikanske angriber Steven Miller kommet til af samme veje som den tidligere Blokhus FC amerikaner Conor O’Brien, der nu tørner ud for de danske mestre FC Nordsjælland i den danske Superliga.

- Mike og Sergen, der kan spille på kanterne eller centralt lige bag angriberen, bliver store aktiver for os i det offensive spil, mens Steven, der er meget direkte og målsøgende, giver os et alternativ til Nickolaj Thomsen på toppen, beskriver cheftrænerne som også har budt velkommen til Kenneth Skov Nielsen fra Aars FC og med fortid i Viborg samt Sonny Hansen Jakobsen fra Aalborg Freja. Sidstnævnte må dog starte tilværelsen i Blokhus FC ude med en skade.

Endelig er Blokhus FC truppen blevet tilført en trio af klubbens egne ungdomstalenter i form af Jonas K. Christensen, Emil Hansen samt Jacob Nielsen, hvoraf sidstnævnte efter et halvt år væk fra klubben nu er tilbage I den blå trøje. Det er tre spillere for fremtiden med et stort potentiale, men også spillere som kan få en rolle at spille allerede i dette forår. Alt i alt ligner det med andre ord en fornuftig forårsforberedelse for Blokhus FC.
- Status må være, at vi går ind til forårssæsonen med en god bredde i truppen, og med det travle program der venter, kan det blive en fordel for os, lyder vurderingen fra Bo Zinck, der ligeledes sætter overskrifterne ung og talentfuld på sin trup.

- Det er en ung trup, som langt fra er færdigudviklet, men som rummer et stort potentiale, og derfor handler foråret og tiden derefter om at bygge på og udvikle holdet til på sigt igen at være med helt fremme i toppen.

Blokhus FC er overvintret på en fin 5. plads i en stadigt stærkere 2. division, og forsvares denne placering af det unge hold, så må sæsonen betragtes som godkendt.

- Vi er som sagt i en udviklingsproces, og har en ambition om at slutte i den bedste halvdel. Kan vi bevare en top fem placering i den stærkeste 2. division i mange år, så er det en meget flot præstation slutter Bo Zinck, som, hvis vintervejret tillader det, sammen med sine spillere går ind til forårets første kamp om point mandag d. 1. april ude mod Marienlyst, mens det lørdag d. 6. april gælder Ringkøbing hjemme.