Facebook

God indsats i første test

6cd6bd06b5aeb4edb4f28a53c8f8ffb2.JPG
20-07-2016

Af Thomas Jansen

Det endte ganske vist med et nederlag, men det betød mindre i forberedelsernes første træningskamp, hvor sæsonklare Vendsyssel FF fra 1. division stod på den anden side af kridtstregen.

Vendsyssel FF starter sæsonen i den kommende weekend, og skulle således bruge kampen mod Jammerbugt FC til at finpudse de sidste detaljer. Hos Jammerbugt FC derimod var formålet et helt andet. Her er forberedelserne kun en uge gammel, og der skulle derfor først og fremmest nogle kilometer i benene, hos så mange spillere som muligt.

Trods de to vidt forskellige dagsordner, så var der langt hen ad vejen tale om en lige kamp, hvor begge mandskaber bød sig til. Mod slutningen af kampen blev det imidlertid afgørende for resultatet, at opbygning af form var på to forskellige stadier for de to hold, samt at der blev udskiftet mere hos Jammerbugt FC. Vendsyssel FF afgjorde i kampens sidste kvarter således dysten med to scoringer og dermed endte det med et 0-2 nederlag i første test, efter en ellers meget opløftende indsats.

- Vi spiller en flot kamp i 70-75 minutter. Det er lige, det er intenst og der er god kvalitet i spillet. Jeg er imponeret, over vi på nuværende tidspunkt præsterer på dette niveau og jeg er stolt af drengene, lyder det fra Martin Pedersen, Jammerbugt FC’s cheftræner.

Han var især tilfreds med indstillingen hos sine spillere og med den disciplin alle mand udviste.

- Vi var godt organiseret mod et hold, der starter sæsonen på søndag. Vi skifter lidt mere end de gør og kaster også flere unge spillere i kamp. Det vil give mere uro og udfordre organisationen, men alle 20 mand leverer en indsats, der er mere end godkendt. Der var masser af løb, god disciplin og den helt rigtige attitude. Vendsyssel FF er på et helt andet stadie end os lige nu, så det var meget opløftende. Det var en stærk indsats, understreger Martin P og supplerer;

- Det giver tro på, at det vi gør, er det rigtige. Nu skal vi fortsætte med at arbejde hårdt og bygge på, som vi hidtil har gjort.

Allerede torsdag skal der arbejdes 90 minutter igen. Denne gang er det et amerikansk hold, som står på to-do-listen. I Vendsyssel FF var der tale om en særdeles velkendt modstander. Sådan bliver det ikke torsdag. Her venter et helt ubeskrevet blad i form af det amerikanske hold, som er sammensat af en tidligere kending i klubben. Det er amerikanske Mira Mupier, som er på visit i Danmark for at vise spillerne frem, og det gør han bl.a. torsdag kl. 17.30 når det gælder Jammerbugt FC’s anden træningskampen i rækken. Kampen spilles i Fjerritslev.