Klik på de to links og følg stillingerne i forårets slutspil.

 

Oprykningsspil

 

Nedrykningsspil

Facebook

God præstation, men ingen point i Næstved

007-3.JPG
Arkivfoto. Sonny Jakobsen stod for et drømmemål på langskud, men desværre var det ikke nok mod Næstved.
28-09-2014

Af Thomas Jansen

Jammerbugt FC leverede søndag eftermiddag en god præstation i Næstved, men trods den gode indsats, måtte de blåblusede gå slukøret fra banen.

Det startede ellers på bedste tænkelig vis, da Jammerbugt FC's Sonny Jakobsen efter blot fire minutter sendte et drømmehug afsted fra distancen. Bolden strøg direkte op i det ene målhjørne, og Jammerbugt FC var i front 1-0 på et vaskeægte pragtmål.

I det hele taget så det meget lovende ud i 1. halvleg, hvor Jammerbugt FC udfordrede et af rækkens bedste mandskaber, og så tilmed på deres eget græs. Jammerbugt FC kunne derfor også gå til pause med en etmålsføring.

Efter pausen fortsatte de positive takter. Næstved kom dog længere frem på banen og sad mest på bolden, men uden at komme frem til de helt åbne målchancer. Det fik Jammerbugt FC tilgengæld efter en times spil, men denne gang endte bolden desværre ikke i nettet. Og så skete det pludselig. Det der er med til at gøre fodbold til et så interessant og uforudsigeligt spil. På under et minut vendte kampen fuldstændig på hovedet. Næstved fik udlignet til 1-1, og Jammerbugt FC nåede nærmest kun lige at give bolden op, inden den igen skulle fiskes ud af netmaskerne.

Fra at være foran 1-0 og på vej mod et godt resultat, var Jammerbugt FC nu pludselig bagad med 1-2. En ordentlig dukkert, som det var svært at komme sig over. De blåblusede forsøgte og satsede i jagten om point ved at spille med kun tre mand i forsvaret. Men med ti minutter igen blev håbet slukket. Indskiftede Høgni Madsen lavde en nødbremse i eget felt og betalte prisen med et direkte rødt kort. På det efterfølgende straffespark scorede Næstved og lukkede reelt kampen.

Dermed måtte Jammerbugt FC forlade banen slukørede, selvom de langt hen af vejen havde gjort lige præcis det de skulle.

- Vi spiller en god 1. halvleg og kommer foran på et pragtmål. Vi står godt på banen og har styr på det mod et godt hold. I 2. halvleg kommer Næstved højere op på banen, men vi er stadig godt med, og det så bestemt ud til at vi skulle have noget med fra kampen. Men så ødelægger det ene minut det hele og derfra var det op ad bakke, forklarer en forståeligt skuffet Jammerbugt FC cheftræner Bo Zinck efter kampen på Sjælland. Der var dog meget positivt at tage med videre, selvom pointene altså ikke skulle med hjem til Jylland.

- Operationen lykkedes, men patienten døde. Der var rigtig meget godt, men det minut ødelagde alt. Vi spiller langt hen ad vejen lige op med det bedste hold vi indtil nu har mødt i denne sæson. Fodbold er et utilregneligt spil og lige nu går marginalerne imod os må vi konstatere. Inden de scorer, er vi tæt på at komme på 2-0, men sådan skulle det ikke være, konstaterer Bo Zinck.

Med nederlaget er Jammerbugt FC nu på en 9. plads med 11 point og der er herfra ikke langt til hverken top eller bund. Derfor handler det nu også om at der igen kommer point indenbords, så man kommer med i den rigtige halvdel når den ekstremt tætte række formentlig knækker på et tidspunkt.

- Nu skal der altså point på bogen igen og det må så gå ud over Ringkøbing næste weekend, slår Bo Zinck fast på vejen hjem fra Sjælland.

Jammerbugt FC spiller hjemme i næste runde, hvor det altså er Ringkøbing IF som besøger Sparekassen Vendsyssel Arena lørdag d. 4. oktober kl. 15.00.

Næstved Boldklub - Jammerbugt FC: 3-1 (0-1)
4' 0-1 Sonny Jakobsen, Jammerbugt FC
65' 1-1 Kristoffer Munksgaard, Næstved
66' 2-1 Tobias Thomsen, Næstved
80' Rødt kort Høgni Madsen, Jammerbugt FC
82' 3-1 Kasper Mertz, Næstved (straffespark)