Jammerbugt FC Tipsdysten

Top 3 inden 9. runde:
7 rigtige - Revisionshuset Tal & Tanker
6 rigtige - Tømrermester Kristian Madsen
5 rigtige - Hos Banen

Se tippernes bud på kommende kamp mod Marienlyst her

Facebook

God premieresejr efter spændende sæsonstart

IMG_9724-2.jpg
Buffi og resten af Jammerbugt FC mandskabet spillede sig til en ønskestart på den nye sæson med en 2-1 sejr over Aarhus Fremad i premieren.
08-08-2015

Fredag aften tog Jammerbugt FC hul på den nye sæson med en hjemmekamp mod Aarhus Fremad. En kamp der blev vundet med 2-1.

Sejren kom i hus på en sen scoring af Emil Haucke. En scoring der bragte stor forløsning med sig efter 90 intense minutter, hvor kampen længe vippede uden afgørelsen faldt. Jammerbugt FC fik ellers den bedst tænkelige start på premierekampen. Efter blot fem minutter var det Nickolaj Jonstrup, som fyrede kanon af. Bolden ramte imidlertid en Aarhus Fremad forsvarer og slog som resultat en høj blød bue. Den lille omvej førte med den rette portion held også til mål. Bolden dumpede nemlig ned i det lange hjørne og så stod det 1-0 til hjemmeholdet.

De første fem minutter var ellers startet lidt nervøst. Måske det var premierenerver fra begge mandskabers side. Forventningens glæde og spændingen var således på sit højeste da de to mandskaber, med så mange hårdt kæmpede kampe i mellem sig, løb på banen i høj solskin på Sparekassen Vendsyssel Arena. Den tidlige scoring virkede dog til at tage toppen af nerverne. Jammerbugt FC tog initiativet i kampen og viste i perioder god bevægelse og hurtigt, flot, flydende og offensivt pasningspil.

Med scoring fulgte også en tung tåget dyne over stadion. Det var næsten som om scoringen var blevet fejret med en stor portion romerlys. Det var dog ikke røg på banen, men derimod havgus. Om den tågede dyne lullede den blå bølge lidt ned i tempo er uvist, men gæsterne fra Aarhus fik, som 1. halvleg skred frem, arbejdet sig mere og mere ind i kampen. Undervejs opstod fornemmelsen af, at en udligning pludselig ville dukke op ud af havgusen, men det blev aldrig til de store åbne chancer for Aarhus Fremad. Ikke før kort før udløbet af de første 45 minutter, men forsøget fra kanten af feltet blev sendt over mål. Jo, gæsterne var kommet længere frem på banen, men værterne havde situationen under kontrol – indtil videre.

2. halvleg blev en åben affære, hvor spillet til tider bølgede frem og tilbage med chancer i begge ender til følge.  Jammerbugt FC havde dog overvægt i både spil og chancer, selvom Aarhus Fremad ikke havde i sinde at kaste håndklædet i ringen. Men som kampen bevægede sig ind i den afgørende fase, sneg følelsen fra 1. halvleg, at en udligning pludselig ville poppe op, sig nærmere og nærmere. Det var egentlig ikke fordi de blåblusede var under stort pres, men de havde heller ikke formået at lukke kampen med et 2-0 mål, og med et ihærdigt kæmpende Aarhus Fremad mandskab kunne alt ske. Det gjorde det også. Efter 77 minutter, hvor nerverne så småt var krøbet uden på tøjet, skete det. Udligningen poppede op. En bold blev ikke clearet tilstrækkeligt i Jammerbugt FC defensiven og Aarhus Fremad flugtede flot fra kanten af feltet i mål til 1-1.

Frygten for udligning var dermed væk, men den blev afløst af noget endnu værre. Nemlig frygten for nederlag. I minutterne efter udligningen havde Aarhus Fremad således fået tro på tingene og lugtede ikke bare et point, men alle tre. Jammerbugt FC holdte imidlertid hovedet koldt og fik afblæst panikken.  I stedet viste hjemmeholdet høj moral og kæmpede ufortrødent videre på vej mod sejren. Der opstod chancer, men som stadionuret tog sine sidste runder stod det fortsat 1-1. Men så, i sidste sekund, ved bageste stolpe, dukkede både Christoffer Hansen og debutant Michael Nielsen op. Det var dog én for mange og bolden blev blokeret og hoppede lidt rundt tæt under mål inden den igen blev sendt væk. Bedst som tribunefolket var ved at give slip på håbet om sejr, og stadionuret havde rundet de 90 minutter, viste de blåblusede at man aldrig skal give op. Som trold af en æske, dukkede Emil Haucke, der i det sidste store Jammerbugt FC pres, havde sneget sig med frem fra forsvaret, op og sendte bolden fladt igennem venner og fjender i Fremad feltet og ind i netmaskerne. Endelig, 2-1, og forløsningen var stor, både på og uden for banen.

Jammerbugt FC havde sikret sig en skøn premieresejr efter en særdeles spændende kamp, hvor begge hold ville være med og hvor gæsterne havde stor ære af kampen. Trods en i perioder jævnbyrdig dyst var Jammerbugt FC i sidste ende fortjente vindere.

Den blå bølge er dermed rullet godt fra land i den nye sæson og de første tre point er skyllet i land!

Jammerbugt FC – Aarhus Fremad: 2-1 (1-0)
05’ 1-0 Nickolaj Jonstrup, Jammerbugt FC
77’ 1-1 Michael G. Pedersen, Aarhus Fremad
90’ 2-1 Emil Haucke, Jammerbugt FC