Facebook

God U19 indsats gav ikke point

U19Holdfoto-efteraar15.jpg
05-11-2015

Af Thomas Jansen

Der var på forhånd ikke noget at være i tvivl om. Det var en stor opgave som ventede Jammerbugt FC’s unge U19 talenter i weekenden.

Men trods opgavens størrelse, så løste U19 mandskabet næsten opgaven -  men også kun næsten.

I lørdagens hjemmekamp mod det absolutte tophold fra AaB gav de blåblusede sig nemlig fuldt ud, men desværre trak AaB det længste strå med en snæver 1-0 sejr.

- Vi leverede en god indsats, men fik desværre ikke udbytte af anstrengelserne. Vi står rigtig godt på banen hele kampen igennem, og bør nok også vinde kampen. AaB er dog klart mest på bolden, men vi har flest chancer set over hele kampen, forklarer U19 træner Kristian Vestergaard Nielsen og tilføjer;

- Men som så mange gange før, får vi ikke scoret på bare en af de 4-5 store chancer, som vi har i kampen. AaB scorer deres enlige mål på et straffe, som de får tilkendt efter 30 minutters spil, hvor Kasper er ude ved bolden og lige får fingerspidserne på den, men ikke nok til at forhindre scoringen.

Grundet skader og sygdom gav lørdagens kamp debut til to U17 spillere, i form af Kasper Vingå og Anton Langagergaard, og det var endnu et positivt islæt trods nederlaget.

- Begge viste sig positivt frem i kampen og det var godt at se. Samtidig var der spilletid til flere U19 spillere som ikke har spillet så meget. Disse spillere leverede ligeledes en rigtig god indsats, så der er grund til optimisme før de næste kampe, melder Kristian Vestergaard Nielsen fra U19 lejren.

Næste opgave er hjemme lørdag d. 7. november kl. 11.00, hvor Vejgaard kommer på besøg i Jammerbugten.