Jammerbugt FC Tipsdysten

Top 3 inden 9. runde:
7 rigtige - Revisionshuset Tal & Tanker
6 rigtige - Tømrermester Kristian Madsen
5 rigtige - Hos Banen

Se tippernes bud på kommende kamp mod Marienlyst her

Facebook

Gode takter men ingen point

KristianVestergaardNielsen.jpg
11-08-2015

Da U19 lørdag tog hul på sæsonen med en udekamp i Hjørring, blev det desværre uden point med hjem. 1-3 lød nederlaget efter en kamp, hvor Jammerbugt FC talenterne dog viste gode takter.

Det var tilbagevendte Kristian Vestergaard Nielsens første kamp i spidsen for U19 mandskabet, og den nye træner var naturligvis skuffet over resultatet, men så til gengæld flere lyspunkter ved præstationen.

- Trods nederlaget, så var der mange gode takter, som vi kan tage med fra kampen. Lidt mere held og tur i den, så mener jeg også at vi kan hente mindst et point med hjem, forklarer Kristian Vestergaard Nielsen, som kunne se sit hold blæse ud af starthullerne fra første fløjt. Således stod det allerede 1-0 til de blåblusede efter sæsonens første minut. En vaske ægte perle af Kasper Skov.

- Vi starter kampen som lyn og torden, og Kasper tordner bolden op i det målhjørne fra kanten af feltet efter bare et minuts spil. Et drømmemål og en drømmestart. Vi sætter os på kampen og de næste 20-25 minutter har vi fuldstændig styr på Hjørring. Desværre bliver vi ramt af en skade i det centrale forsvar lige før den halve time. Vi må rokere og det giver uro, hvilket Hjørring desværre straffer, beretter U19 træneren.

Efter 30 minutter er der dermed udlignet til 1-1. Kort før pausefløjtet er der uro igen, men denne gang grundet et tvivlsom straffespark.

- De får et straffespark og vi får et gult kort. Kristian Knudsen laver en flot glidende tackling i  feltet og uheldigvis ryger bolden op på hans støttearm. Det takseres så til straffespark og gult kort, lyder det uforstående fra Kristian Vestergaard Nielsen, som dog hurtigt tilføjer, at dommerpræstationen i den øvrige del af kampen var ganske god.

Straffe eller ej, så stod det 2-1 til Hjørring ved pausen og den gode start var pludselig udvisket igen. I hvert fald på måltavlen.

- Vi viser også gode takster i 2. halvleg, hvor vi skaber store muligheder. Thomas Gasberg har en friløber, men deres keeper redder med en fodparade, mens Simon Knudsen alene igennem, lopper bolden på overliggeren, fortæller U19 træneren der midt i 2. halvleg  ærgrede sig ekstra over de brændte chancer. Her blev det nemlig 3-1 til værterne fra Hjørring efter et hjørnespark.

- Efter 3-1 scoringen går luften lidt af ballonen for os og vi formår ikke rigtigt at få lagt tryk på dem det sidste kvarter. Men alt i alt var det en lige kamp, hvor marginalerne ikke var med os på dagen. Vi viser dog flere gode takter og det kan vi tage med os videre, når nu vi må lade pointene ligge.

Næste opgave for Jammerbugt FC U19 er lørdag d. 15. august kl. 11.00, hvor de blåblusede tager imod Skive IK på hjemmebane.