Facebook

Godt sammenhold og hårdt arbejde skal vende skuden hos U19

MichaelKristensen.jpg
25-08-2016

Af Thomas Jansen

Det startede ellers lovende i løbet af sommeren, hvor der blev leveret en ganske fornuftig indsats i Dana Cup, men af forskellige årsager er pointene udeblevet efterfølgende.

- Vores opstart startede i uge 30 med Dana Cup, hvor vi trods mange afbud til kampene, gjorde en god figur. Vi nåede til ottendedelsfinalen, og blev slået ud af Gåla fra Norge i sidste minut, hvor det endte 0-1, fortæller U19 træner, Michael Kristensen, som ikke kun har været ramt af afbud ved Dana Cup.

- Det har været kendetegnede for vores sæson indtil nu. Vi har en del spillere, der arbejder i Fårup Sommerland, og det har haft stor indflydelse på vores opstart.

Indtil videre er det blevet til tre nederlag i tre kampe mod henholdsvis AaB, Hobro og Aalborg Chang. Trods den manglede pointhøst har det dog ikke været så skidt endda det hele, men det sidste har manglet i starten af sæsonen.

- Det er de kolde facts. Så hjælper det ikke vi spiller en rigtig flot halvleg i Hobro, og får kæmpet os tilbage i kampen, for så at tabe 4-2. Og vi spiller en lille god time mod AaB, hvor vi spiller til nul, for så at falde lidt sammen til sidst og tabe 4-0. Ligeledes spiller vi en god time i Chang, og kommer endda foran 1-0, for så at tabe det hele på gulvet de sidste 20 minutter, og tabe 2-1, lyder det fra en ærgerlig U19 træner, der dog langt fra har mistet modet. Der skal mere end lidt modgang til.

- Vi har en smal trup, og er afhængige af at alle er klar til kamp, hver gang. Det er nødvendigt for at få point og hænge på i den top 4, der giver adgang til 2. Division, fortæller Michael Kristensen og fortsætter;

- Jeg fornemmer, der er et godt sammenhold på holdet, både på og udenfor banen. Det sammenhold, skal gerne udmønte sig i, at alle bakker hinanden op, og holder hinanden op på at det er et holdspil, hvor man er dybt afhængige af hinanden, hvis tingene skal lykkes på banen. Det er trods alt, der tingene bliver afgjort. Jeg har stadig en tyrkertro på, at vi havner i den bedste halvdel, men der skal benhårdt arbejde til fra alle, inklusiv undertegnede, slutter U19 træneren bestemt, inden han og de unge spillere skal forsøge at vende skuden i sæsonens fjerde kamp.

Det er hjemme mod Frederikshavn fI lørdag d. 27. august kl. 11.00.