Facebook

Godt spil, men manglende effektivitet

e285f66be3214d1e5cee273339a407a21.jpg
Nickolaj Thomsen, her i aktion mod Andreas Damgaard og Skovbakken i sidste sæson, måtte nøjes med den ene scoring trods muligheder til flere end det.
10-08-2013

Af Thomas Jansen

Efter at have sendt FC Sydvest hjem uden point i sæsonpremieren, var det i anden runde Jammerbugt FC som måtte tage en lang tur hjem uden point.

Således endte det lørdag med et 1-3 nederlag til Næsby på Fyn. Spillet fra Jammerbugt FC’s side var dog til meget mere end det, men desværre var det en af de dage, hvor bolden bare ikke ville ind over stregen.

- Vi spiller godt og er i mine øjne det bedste hold i dag. Desværre kan vi ikke score på vores chancer, selvom vi har mange af dem. Vi rammer træværket og bliver stoppet på stregen. Vi kunne have scoret mange mål, beretter cheftræner Bo Zinck efter nederlaget, hvor det var dagens modstander Næsby, som løb med scoringerne i stedet.

- Jeg tror de har fire chancer, hvoraf de scorer på de tre. Det ene er godt gennemspillet, mens vi selv er skyld i de andre på grund af fejl. De var effektive og det var vi desværre ikke. Men det positive vi kan tage med videre, er at vi kan tage til et sted som Næsby og være det bedste hold, slutter Bo Zinck, som var meget ærgerlig over at det ikke gav noget med hjem i baggagen denne gang.

Jammerbugt FC måtte gå til pausen bagude med en enkelt scoring, som blev sat ind efter 39 minutter. I anden halvleg så Jammerbugt FC på ny mest til bolden, men igen var det de fynske værter, som fandt vejen til netmaskerne. 2-0 blev det efter 54 minutter og 3-0 et lille kvarter senere. Lige inden lukketid lykkedes det så endeligt for Jammerbugt FC at få omsat spil og chancer til mål. Nickolaj Thomsen reducerede til 3-1, men da det lykkedes, var tiden ikke til mere og Jammerbugt FC måtte rejse hjem uden point trods godt spil.

Nu venter Aarhus Fremad i tredje runde på Sparekassen Vendsyssel Arena lørdag d. 17. august kl. 15.00.

Næsby – Jammerbugt FC: 3-1 (1-0)

39’ 1-0 Mikkel Knudsen
54’ 2-0 Christoffer Hermansen
68’ 3-0 Martin Lund
90’ 3-1 Nickolaj Thomsen