Klik på de to links og følg stillingerne i forårets slutspil.

 

Oprykningsspil

 

Nedrykningsspil

Facebook

Godt spil, men skuffelsen fylder

Bo_Zinck_-_2011.jpg
28-05-2013

Af Thomas Jansen

Jammerbugt FC spillede lørdag en god kamp hjemme mod FC Skanderborg. En kamp, hvor udgangen var knap så god som spillet havde lovet.

I kampens absolut sidste sekund forsvandt sejren nemlig, da gæster sendte et frispark i netmaskerne til slutresultatet 2-2. De blåblusede divisionsdrenge havde ellers domineret spil og chancer samtlige forudgående minutter, og lignede et hold på vej mod sejr. Men kampen blev ikke lukket med det afgørende må, og så skulle der ikke mere end det sidste sekund til at ændre på det.

- Det er mest af alt skuffelsen som fylder her efter kampen. Det er naturligvis på grund af resultatet, men også på grund af vores afslutningsspil, forklarer cheftræner Bo Zinck, som til gengæld kunne glæde sig over mange andre aspekter af kampen.

- Det vi leverer i form af spil og chancer er meget tilfredsstillende, og vi præsterer en god kamp. Der var masser af positive elementer, men vi er skuffede over resultatet, og det skal vi også være, understreger cheftræneren, som kunne se sit hold i kontrol, en kontrol som kun for alvor blev testet af Skanderborg på dødbolde.

Der var gæsterne til gengæld også farlige, og de to scoringer faldt da også netop efter et hjørnespark og et frispark.

- Skanderborg er rækkens måske bedste hold på dødbolde, og de scorer de to på. Det må man ind i mellem acceptere, men at vi ikke selv udnytter vores chancer noget bedre er derimod svært at acceptere, fastslår Zinck, som stadig har svært ved at slippe skuffelsen over måden de to point blev tabt på.

- Måden det sker på i sidste sekund, den er svær at sluge. Men sådan er fodbold også, og heldigvis for det, tilføjer cheftræneren, som nu forbereder Jammerbugtens divisionshold frem mod en udebanetur til Varde lørdag d. 1. juni.