Facebook

Haucke forudser tæt og tempofyldt kamp i Thisted

HauckeTiljubles.jpg
Emil Haucke tiljubles af blandt andre Sead Gavranovic og Sonny Jakobsen. Begge er nu i Thisted FC og lørdag sættes venskabet på pause i et par timer!
02-09-2016

Af Thomas Jansen

Lørdag er det endnu engang blevet tid til en af sæsonens højdepunkter. Her gælder det nemlig lokalopgør mod Thisted FC.

Sæsonens første møde med Thisted FC spilles på udebane, en bane, hvor weekendens værter ikke har for vane at smide mange point. Til gengæld har lørdagens gæster heller ikke for vane at give op uden kamp, så mon ikke vi kan forvente en, som altid, god og intens fight mellem de to nordjyske divisionsmandskaber. Det er i hvert fald hvad Jammerbugt FC’s anfører, Emil Haucke, forudser.

- Jeg forventer et opgør, hvor begge mandskaber kommer top tændte! Vi har et godt kendskab til hinanden og har tidligere spillet nogle underholdende kampe, hvilket jeg også forventer kommer til at ske på lørdag. Thisted er kommet godt fra land og vi har noget at rette op på fra de seneste to weekender, så jeg tror på det bliver en tæt, tempofyldt og lige kamp, vurderer Emil Haucke forud for lokalbraget, hvor han forventer at Jammerbugt FC bliver testet. Haucke understreger samtidigt, at der ikke bliver lagt fingre i mellem, når den blå bølge ruller fremad.

- Thisted er som sagt kommet godt fra land og har en god hjemmebanestatistik. Både fra denne, men også de seneste par sæsonener. De har nogle gode spillere og har tanket massere af selvtillid, men det betyder ikke, at vi kommer med paraderne nede. Vi har set, hvordan andre hold har stillet sig ned og nærmest givet tabt på forhånd, hvilket absolut ikke kommer til at ske denne lørdag. For som tidligere nævnt, så har disse lokalopgør sit helt eget liv og uanset hvad tabellen siger, så kan man ikke forudsige disse opgør. Én ting er dog helt sikker og det er, at vi kommer blæsende med 110 km/t, og ønsker at præge kampen til fordel for os selv, slår en meget fokuseret Jammerbugt FC anfører fast.

Emil Haucke havde gerne set et par point mere på kontoen inden mødet med Thisted FC, men samtidig ser han fremgang hos det unge Jammerbugt mandskab.

- Vi har som sagt ikke fået den ønskede start på sæsonen. Vi har haft stor udskiftning i truppen henover sommeren, hvor flere rutinerede spillere er søgt videre og hvor mange unge sultne spillere er kørt i stilling. Dette tager tid, men vi har chancen på lørdag for at måle os mod en god modstander, hvor jeg, kamp for kamp, mener vi er blevet bedre. Vi skal have fokus på vores eget spil og kæmpe os ind i kampen, og så skal det spil, vi ved, vi kan spille også nok komme, lyder det fra Emil Haucke, som ser frem til lokalopgøret fløjtes i gang.

Det sker lørdag d. 3. september kl. 15.00 på Sparekassen Thy Arena. Kom og bak Haucke og resten af de blåblusede op, når et tæt og tempofyldt lokalopgør blæses i gang.