Facebook

Hjemmesejr nummer ni i hus

Victor.jpg
Jammerbugt FC's Victor Rafael lukkede slukkede til 3-0 med en flot scoring.
07-06-2014

Af Thomas Jansen

Jammerbugt FC tog sæsonens niende hjemmesejr lørdag eftermiddag, hvor det efter en god 2. halvleg blev til en 3-0 sejr over Middelfart.


Gæsterne fra Middelfart havde ellers hårdt brug for point i en særdeles tæt bundkamp, men trods flot opbakning på lægterne fra gæsterne fra Odense, satte Jammerbugt FC sig hurtigt på spillet.

Kampen startede dog i et ganske jævnt tempo, men stille og roligt overtog Jammerbugt FC styringen som minutterne skred frem. Chancerne udeblev imidlertid for hjemmeholdet, som trods spilovertaget manglede tempo i spillet, for at finde vej gennem et kompakt Middelfart hold. Faktisk skulle kampen helt hen til det sidste angreb inden pausen, før Jammerbugt FC for alvor kom tæt på. Bolden blev dog reddet inden den nående netmaskerne og dermed var det 0-0 ved pausefløjtet.

I 2. halvleg fortsatte de blåblusede sit overtag, og havde nu også fået skruet op for tempoet i spillet. Blot fem minutter inde i 2. halvleg  blev det belønnet, eller rettere så kom chancen. Patrick Ehlers blev nemlig nedlægt i feltet og dermed var der straffespark til Jammerbugt FC. Den ellers så træfsikre Sonny Jakobsen tog sig af sparket fra ellevemeterpletten, men sendte bolden i handskerne på gæsternes keeper.

Godt ti minutter senere var det lige ved og næsten igen, da indskiftede Nickolaj Thomsen sendte kuglen i mål. Denne gang blev der dømt offside, og dermed var det fortsat 0-0 på vej ind i kampens afsluttende fase. Men Jammerbugt FC fortsatte det pres, der tidligt i kampen var blevet etableret og gradvist var blevet hårdere som kampen skred frem, og med et lille kvarter igen gav det endelig pote.

Et hårdt fladt indlæg fra Nickolaj Thomsen ind i et fyldt felt, blev ramt og rettet af i mål af Sonny Jakobsen, som dermed fik rettet op på afbrænderen, og så var det 1-0 til hjemmeholdet. Dermed var der kommet hul på bylden, og med fem minutter igen, blev Jammerbugt FC’s andet straffespark tilkendt. Denne gang tog Martin Pedersen tilløb mod pletten, og han sendte 2-0 scoringen i mål.

Hermed var kampen mere eller mindre afgjort, men ikke færdig. Inden slutfløjtet blev de lidt over 200 tilskuere nemlig forkælet med dagens detalje. Den blev leveret af den offensive Jammerbugt FC kant, Victor Rafael, som med hovedet elegant tog en lang bold med forbi en modstander og i næste bevægelse, og tilmed i høj fart, tog aftræk og sendte bolden over i det lange hjørne fra kanten af feltet.

Et flot punktum på en fortjent 3-0 sejr, hvor Jammerbugt FC spillede sig op som kampen skred frem, og toppede  det sidste kvarter. Dermed kan endnu en hjemmesejr tilføjes den flotte statistik – rækkens anden bedste – og hvis alt går vel, kan endnu en komme i hus allerede næste weekend, hvor der igen af divisionsbold på Sparekasse Vendsyssel Arena når FC Svendborg kommer på besøg lørdag d. 14. juni kl. 15.00 til sæsonens sidste hjemmekamp for Jammerbugt FC.

Jammerbugt FC – Middelfart: 3-0 (0-0)
77’ 1-0 Sonny Jakobsen, Jammerbugt FC
86’ 2-0 Martin Pedersen, Jammerbugt FC
90’ 3-0 Victor Rafael, Jammerbugt FC